Bøgen er sprunget ud

Som det første bekræftede sted i Syd- og Sønderjylland er bøgen sprunget ud i Årup Skov ved Aabenraa.

Det er en sikker forårsbebuder, når bøgen springer ud.

Skal man tro bladene på et bøgetræ i Årup Skov ved Aabenraa, så er foråret lige på trapperne.

Hvornår er bøgen sprunget ud?

  • Når mere end ét træ har grønne blade på flere end én gren.
  • Bladene skal være store nok til at dække en to-krone.

Naturstyrelsen Sydjylland oplyser i hvert fald, at bøgen her er sprunget ud.

- Det er rekordtidligt. Det er kun tredje gang, at vi oplever så tidligt et udspring her i området. Disse tre rekorder er sket inden for de seneste tre år, hvilket indikerer, at det muligvis er en tendens, der er kommet for at blive, siger Trine Sørensen, der er naturvejleder ved Naturstyrelsen Sydjylland.

Alligevel skal man ikke forvente, at bøgeskoven står lysegrøn og frodig, hvis man vil en tur i skoven.

- Der vil endnu gå nogle uger, før man får det smukke lysegrønne skær ud over trækronerne. Måske skal vi endda helt frem til sidst i april. Men som altid er det noget, vejret bestemmer, siger Trine Sørensen.

Bøgen er sprunget ud i Årup Skov ved Aabenraa
Bøgen er sprunget ud i Årup Skov ved Aabenraa
Foto: Trine Sørensen

Selvom det kan være svært at være sikker på, at bøgen ved Årup Skov er den første her i landsdelen, der er sprunget ud, så har Trine Sørensen en god fornemmelse af, at det er tilfældet.

- Jeg kan jo ikke være 100 % sikker. Men udover at være naturvejleder er jeg også presseansvarlig for Naturstyrelsen Sydjylland, så alt kommer omkring mig først. Så hvis nogen af mine kollegaer havde opdaget, at en anden bøg var sprunget ud, ville jeg have vidst det, siger Trine Sørensen til TV SYD.

Hvis man selv vil se den udsprungne bøg i Årup Skov, står den cirka 100 meter syd for Skovlyst Naturskole. Se kortet herunder.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.