Boligformand efter angreb: - Hver gang vi ser lys forude, kommer nogen og ødelægger det

Formanden for Kolstrup Boligforening ærgrer sig over uro.

Natten til mandag blev en vægter angrebet med bomberør og fyrværkeri i Høje Kolstrup. En flok på seks unge truede ham og smadrede hans forrude.

Ifølge Kleys Vagttjeneste var det anden gang på en måned, at en af firmaets vægtere blev chikaneret af unge i området. 

Der skete ikke vægteren noget, men dagen derpå fylder overfaldet meget hos Kolstrup Boligforening. 

- Jeg blev utroligt vred og skuffet, da jeg hørte om det. Vi har gjort en stor indsats for at komme af ghettolisten, og det lykkedes. Men hver gang vi ser lidt lys forude, så kommer der nogen og ødelægger det, siger boligforeningens formand Ove Stahl Schmidt.

Rev boligblokke ned

Høje Kolstrup ved Aabenraa har tidligere været på regeringens ghettoliste. Sådan var det i 2013, hvor næsten halvdelen af boligblokkens lejligheder stod tomme. 

quote

Der er ingen tvivl om, at der mangler aktiviteter for de unge.

Ove Stahl Schmidt, formand for Kolstrup Boligforening

- Men vi besluttede os for at handle. Vi rev blandt andet 110 etageboliger ned og byggede 34 flotte rækkehuse i stedet. Det var med til at ændre beboersammensætningen, for der flyttede lutter ressourcestærke mennesker ind i rækkehusene, fortæller Ove Stahl Schmidt.

Kvart milliard

De store ændringer blev besluttet før Løkke-regeringens ghettoudspil, der dikterer nedrivning af almene boliger i ghettoer.

Der er investeret en kvart milliard kroner i renoveringen og andre tiltag i området med støtte fra Landsbyggefonden. Og mere er på vej.

- Næste år søger vi flere penge til en stor boligsocial indsats, for vi kan virkelig se, at det har en positiv virkning. Derfor bliver vi utroligt kede af det, når nogle unge begår hærværk og vandalisme, og de er udenfor pædagogisk rækkevidde, siger Ove Stahl Schmidt.

Mangler ungdomsklub

Han ser flere mulige tiltag, der måske kan forebygge flere angreb.

- Vi kan ikke vide, om det er unge fra vores område. Men der er ingen tvivl om, at der mangler aktiviteter for de unge i Kolstrup. Ungdomsklubben her i området er lukket, og den har vi ellers brug for, siger formanden.

Overvågning

Også overvågning er en mulighed. 

- Nu kommer politiet jo ind i sagen. Måske er overvågningskameraer en god idé, jeg ved det ikke, men jeg vil gerne gøre noget for at sikre, at det er et trygt sted.

- Min kone og jeg har boet her siden 1981, med op- og nedture for området. Men generelt er det jo et dejligt sted at bo, og det skal vi konstant arbejde for at holde fast i, siger Ove Stahl Schmidt.