Brand i kolonihavehus

Tirsdag aften blev brandvæsenet i Aabenraa kaldt ud til et kolonihavehus, der stod i flammer.

Kort efter kl. 20 tirsdag aften udbrød der brand i et kolonihavehus på Hjelmallé i Aabenraa, og der kan muligvis være tale om en påsat brand.

Se mere på localeyes.dk

- Vi har selvfølgelig en mistanke om at branden kan være påsat, men vi har på nuværende tidspunkt ikke noget konkret bevismateriale at bygge mistanken på, siger Torben Groos, der er vagthavende indsatsleder hos Aabenraa Brand & Redning, til TV SYD. Han understreger samtidig, at det udelukkende er politiet, som fastlægger brandårsagen.

Kolonihavehuset er ifølge brandvæsenet totalskadet, men det kunne være gået meget værre.

- Vi var heldigvis allerede i området på grund af en øvelse, så vores brandfolk rykkede meget hurtigt ud, da vi fik meldingen, siger indsatsleder Torben Groos.

I slutningen af 2010 og starten af 2011 var der over 10 påsatte brande i Hjelmhavernes kolonihavehuse. Pyromanen blev aldrig fanget.

Politiet vil onsdag undersøge kolonihavehuset for at finde ud af, om der er tale om en påsat brand.