Byrådsmedlem i Aabenraa afgået ved døden

Jens Bundgaard Nielsen, Enhedslistens byrådsmedlem i Aabenraa Kommune, er 14. september sovet ind.

Aabenraa Kommune har modtaget beskeden om, at byrådsmedlem Jens Bundgaard Nielsen er gået bort. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

- Det er med sorg, vi har erfaret, at byrådsmedlem Jens Bundgaard Nielsen er afgået ved døden. Jens var afholdt og respekteret, og mine tanker går til Jens’ efterladte, siger borgmester Thomas Andresen fra Venstre.

Jens Bundgaard Nielsen, der blev 71 år, var valgt til byrådet for Enhedslisten i indeværende periode og var medlem af Børne- og Uddannelsesudvalget og Arbejdsmarkedsudvalget.

Han var uddannet socialrådgiver og har skrevet flere bøger om udvikling af socialt og socialtpædagogisk arbejde med børn og unge.

Jens Bundgaard Nielsen blev sygemeldt op til sidste byrådsmøde, hvor Gert Nordklitgaard blev indsat i to måneder og indtil videre varetager funktionen.