Dansk Industri: En af de bedste sommernyheder

Et nyt datacenter i Aabenraa er en af de bedste sommernyheder, lyder det fra Dansk Industri. Se flere reaktioner her.

Apples nye datacenter i Aabenraa kan give både job og arbejdspladser, mener politikere og dansk erhvervsliv.

Se reaktionerne her:

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V):

- Hver gang vi formår at tiltrække investeringer fra udenlandske virksomheder, betyder det vækst og arbejdspladser, og det er ekstra glædeligt, når investeringerne falder i forskellige dele af landet. Denne gang kommer det så Aabenraa og hele Sønderjylland til gavn.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA):

- Det er simpelthen så flot! At Apple geninvesterer, viser betydningen af stærkt og sømløst samarbejde nationalt, regionalt og lokalt for at tiltrække investeringer. Det betyder direkte job og vækst i Syddanmark og nok så vigtigt et bidrag til Danmarks fortsatte grønne og digitale udvikling.

Branchedirektør for DI digital Adam Lebech:

- Det er en af de bedste sommernyheder, vi har fået, at vi har kunnet tiltrække endnu et datacenter til Danmark. Det skaber grobund for nye højteknologiske arbejdspladser - i dette tilfælde i Sønderjylland - og skærper den digitale profil i Danmark.

Chefkonsulent i Dansk Erhverv Poul Noer:

- Det sker for sjældent, og vi skal i Danmark blive bedre til at gøre os interessante for udenlandske virksomheder af den kaliber. I forhold til dagens store nyhed, så er den god for Danmark i sig selv, men den er også god for underskoven af datacentre i Danmark. Sådan et giga-center tiltrækker nemlig mellemstore datacentre, som gerne vil ligge tæt op ad giganterne.

Vicedirektør i Dansk Energi Anders Stouge:

- Valget på Danmark skyldes, at vi har relativt lave elpriser og Europas bedste forsyningssikkerhed med strøm 99,99 procent af tiden. Samtidig gør vores stadigt grønnere strøm fra vind og sol Danmark attraktivt.

Grunden, som Apple køber svarer til 400 fodboldbaner.
Grunden, som Apple køber svarer til 400 fodboldbaner.