Dansk-tysk familiedrama optaget på Okseøerne

Okseøerne i Flensborg Fjord har været location i en ny dramaserie, som den tyske public service-kanal ZDF blænder op for den første søndag i februar.

Okseøerne i Flensborg Fjord er location i en ny dramaserie, som tyske ZDF blænder op for den 7. februar. 

I fire afsnit udspiller serien 'Tod von Freunden' sig på den tyske kanal, og i serien medvirker danske og tyske skuespillere, skriver Flensborg Avis

Serien handler om en dansk familie og en tysk familie, der slår sig ned på de små danske øer ud for Sønderhav tæt på Kruså og den danske grænse. 

De drømmer om at bo i et lille naturparadis omgivet af skov og vand, men det hele tager en helt anden drejning, da en ulykke indtræffer.

Udover på Okseøerne i Flensborg Fjord er serien optaget i Flensborg by i sensommeren 2019. 

Blandt de medvirkende er de danske skuespillere Lene Maria Christensen og Thure Lindhardt, der spiller det danske ægtepar Charlie og Jakob Jensen. De tyske skuespillere er Katharina Schüttler, der tilhører det danske mindretal i Flensborg, og Jan Josef Liefers, som spiller det tyske ægtepar Sabine og Bernd Küster.