De undervises i bus og container

Dansk-undervisning på beskyttet værksted foregår i en bus og i en container - med succes.

Når bogstaverne holder op med at danse for øjnene og man kan læse lange ord, - ja, så sker der noget.

Og det gør der for den gruppe borgere, der siden efteråret har fået dansk-undervisning på den beskyttede arbejdsplads Diagergård ved Haderslev.

Undervisningen foregår i VUC Sønderjyllands skolebus og container, der hver mandag morgen triller ind på gårdspladsen.

- Ingen af de 16 der har været med fra start, er sprunget fra og det er en succes, fortæller Kai Lund fra Diagergård til DR Syd.

Diagergård er en arbejdsplads for mennesker med psykiske og sociale problemer og de har typisk lidt en række nederlag i folkeskolen.

- Jeg er faktisk blevet bedre og jeg lærer en del ved det, siger Christian Laxy, der har fået undervisning siden september.

Christian Laxy er ordblind og har det svært med lange ord.

- De lange ord får jeg nu hjælp til og det er godt, fortæller Christian Laxy.

Det var Kai Lund fra Diagergård der fik ideen til den særlige form for undervisning og fordi det har vist sig at fungere, vil der nu blive oprettet nye hold efter sommerferien.

Efter sommerferien vil de borgere, der arbejder på Diagergård kunne lære mere dansk og der vil også komme et forløb med matematik og regning.