Der er langt mellem kunstnerne i Syddanmark

Det er svært at være billedkunstner i Udkantsdanmark, og ikke mindst i vores del af landet. Sydjylland er det sted i landet, bortset fra Bornholm, hvor der er færrest billedkunstnere.

Der er langt mellem billedkunstnerne i Syd- og Sønderjylland. Faktisk er det dét sted i landet, der er færrest af den slags. Det bekræfter tal fra Billedkunsternes Forbund, hvor kun 58 medlemmer er bosiddende i Sydjylland. Det gør Sydjylland til det sted i landet, hvor der er færrest billedkunstnere - bortset fra Bornholm.

De nedslående tal kommer ikke bag på Hans Lembrecht Madsen, der er en af de garvede billedhuggere i Aabenraa.

- Det er svært at gøre sig som billedhugger, ikke mindst hvis man bor i Sønderjylland, som jeg gør. Her er ikke mange af min slags, siger han til TV SYD.

72-årige Hans Lembrecht Madsen hugger stadig i sten, selvom det er ved at være tungt arbejde. Allerede i 1960?erne faldt han for faget, men først 30 år senere turde han kaste sig over det som professionel. Men Han mener, at Statens Kunstfond har for lidt fokus på ham og hans sydjyske kollegaer.

- Statens Kunstfond har for lidt fokus på Sydjylland. De har for eksempel kun været til vores store grænseudstilling to gange på ca. 25 år, forklarer han.

Desuden peger Hans Lembrecht Madsen på antallet af gallerier i det syd og sønderjyske, som et problem.

- Gallerier genererer opgaver til kunstnere og her er ingen anerkendte gallerier ? kun mindre gallerier, så som kunstner skal du ud og opdrive det hele selv.

Programmet Naboer besøger fredag Aabenraa, hvor du blandt andet kan møde Hans Lembrecht Madsen og høre mere om hans kunst. Det er klokken 15.00 på TV SYD+.