DMI: Lummer jul venter os

Småvådt og lummert vejr venter os på en grøn juleweekend uden det mindste snefnug.

Det bliver en varm og fugtig jul uden sne. Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) lover en lummer jul med varme og lidt vand fra oven.

- Det bliver en grøn og fugtig jul. Fredag starter med sol mange steder, otte graders varme og en frisk vind fra nordvest. Så det er en god dag at få lavet de sidste indkøb uden at blive våd, siger meteorolog ved DMI Frank Nielsen fredag morgen til Ritzau.

DMI forventer heller ikke, at vejret vil agere drillenisse over for juletrafikken.

- Vejret er relativt trafiksikkert. Der er ikke for meget vind, der vil genere trafikken på broerne, og der er ingen sne til at genere togsporene. Heller ikke hvis man sejler hjem, vil man mærke til vejret, siger Frank Nielsen.

quote

Der er ikke for meget vind, der vil genere trafikken på broerne, og der er ingen sne til at genere togsporene. 

Frank Nielsen, meteorolog ved DMI 

I løbet af natten til lørdag kommer der lidt ekstra varme og fugt ind over Danmark. 

- Der kan komme regn, selv om det nok ikke bliver i så store mængder. Men fugtigt - det bliver det. Efter en fredag aften med to til fem graders varme, stiger temperaturen om natten til mellem fem og otte grader. 

Varmestrømmen fortsætter lillejuleaftensdag, hvor temperaturen kommer til at ligge på mellem otte og ti grader. 

Selve juleaftensdag kommer der en kraftig vestlig strømning ind over landet med småregn. På samme tid bliver der mellem syv og ni grader.