Dødsulykke i Sønderjylland

En nordjysk mand på 70 år kørte pludselig i den forkerte vejbane og styrede direkte ind i en lastbil

En ældre mand er død, efter at han fredag kort før klokken 13 stødte sammen med en lastbil på Sønderborgvej ved landsbyen Bovrup i Sønderjylland.

Der var tale om en 70-årig mand fra Nordjylland, som af uvisse årsager pludselig kørte over i den modsatte vejbane, hvor han ramte en modkørende lastbil.

I første omgang var han svært tilskadekommen og blev kørt til traumecentret i Aabenraa, hvor læger uden held forsøgte at redde hans liv.

Lastbilchaufføren, som er en 55-årig mand fra Esbjerg, er uskadt.

- Vejen måtte efterfølgende spærres af og er først blevet åbnet igen fem minutter over fire, lød det fra Jan Stokholm, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.S