Får og lam er de mest effektive viceværter hos solcelleparker

Solceller giver nye forretningsmuligheder for danske fåreavlere. Får er nemlig gode til at holde græsset nede på markerne, hvor solcellerne står.

2.300 får og lam flyttede i februar ind på Kassø solcelleanlæg sydvest for Rødekro.

Siden har de sørget for at æde bevoksningen under solcellerne, så græs og planter ikke vokser op og skærmer for solen.

quote

Samarbejdet med solcelleanlægget er en win-win. Vi kan producere strøm og drive landbrug på samme tid

Åse Svendsen, fåreavler, Hedelam

- De er simpelthen så fantastiske til at spise alt, og de kan nemt komme ind mellem og under panelerne. De er lidt som den helt store barbermaskine, fortæller fåreavler Åse Svendsen, som har arbejdet med får i 30 år.

- Samarbejdet med solcelleanlægget er en win-win. Vi kan producere strøm og drive landbrug på samme tid, siger hun.

Åse Svendsen har arbejdet med får i 30 år. Til dagligt driver hun virksomheden Hedelam med base i Skærbæk.
Åse Svendsen har arbejdet med får i 30 år. Til dagligt driver hun virksomheden Hedelam med base i Skærbæk.
Foto: Martin Littau Herlevsen, TV SYD

Åse Svendsens fåreavl på Kassø er netop blevet godkendt som landbrug. Fåreavlere kan nemlig søge landbrugsstøtte, selvom de ikke ejer jorden, som fårene græsser på.

- Støtten giver mig en mere stabil indkomst. Det er nemlig mit ansvar at vedligeholde bevoksningen, og i perioder, hvor priserne på lam svinger meget, er støtten afgørende, siger hun.

Flere vælger får

Solcellernes fremmarch i Danmark har åbnet nye forretningsmuligheder for danske fåreavlere som Åse Svendsen.

Hans Jensen er næstformand i Sønderjysk Fåreavl, og han oplever stor efterspørgsel fra solcelleparkerne på får.

- Til at vedligeholde bevoksningen under et solcelleanlæg er får den mest effektive løsning, så det begynder flere at gøre i, fortæller han.

Mere end blot en solcellepark

Faktisk er får blevet standarden hos European Energy, som blandt andet ejer solcelleparken Kassø.

Bevoksningen under solcellerne udnyttes, da fårene får størstedelen af deres føde derfra, og så leverer de gødning retur.
Bevoksningen under solcellerne udnyttes, da fårene får størstedelen af deres føde derfra, og så leverer de gødning retur.
Foto: Martin Littau Herlevsen, TV SYD

Ud over at vedligeholde de grønne arealer under anlæggene er fårene også med til at styrke biodiversiteten.

- Vi udnytter græsset, da fårene får størstedelen af deres føde derfra, og så leverer de gødning retur, samtidig med at vi opretholder en fri natur, siger Tobias Møller Ruby, der er innovationschef hos European Energy Danmark.

European Energy er blandt andet solcelleparken Kassø, hvor Åse Svendsen har sine 2.300 får og lam.
European Energy er blandt andet solcelleparken Kassø, hvor Åse Svendsen har sine 2.300 får og lam.
Foto: Martin Littau Herlevsen, TV SYD

Andre steder kombinerer European Energy deres solcelleparker med mere aktivt landbrug. 

Solcellerne kan for eksempel skygge for afgrøder, der ikke tåler for meget direkte sol, og mellem solcellerne i DTU Risø er der plantet kartofler.

- Vi undersøger også muligheden for at dyrke eksempelvis hvede på arealerne. Det kræver dog, at vi designer solcelleanlægget til det formål fra begyndelsen, da afgrøder har forskellige krav til sol, forklarer Tobias Møller Ruby og tilføjer, at der er megen forskning og udvikling på området.