Falske hjemmehjælpere stjal penge fra 90-årig kvinde

En 90-årig kvinde havde lørdag besøg af to tricktyve. De udgav sig for at være hjemmehjælpere og stjal 2000 kroner.

To tricktyve bankede lørdag middag på døren ved en 90-årig kvinde i Tinglev. Tricktyvene udgav sig for at være hjemmehjælpere.

- Kvinden studsede over, de ikke havde noget synligt ID-kort og spurgte efter det, siger Erik Lindholdt, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.

Men selvom den ældre dame var vaks, så gik det alligevel galt.

- Den ene tricktyv sagde, hun skulle hente ID-kortet i bilen. Den ældre dame blev distraheret, og det lykkedes den anden tricktyv at komme ind i huset og stjæle penge, siger Erik Lindholdt.

Tricktyvene slap afsted med cirka 2000 danske kroner og 35 euro. De beskrives som to kvinder i alderen 25-30 år. Den ene var mørk i huden og spinkelt bygget. Den anden var dansk udseende og kraftig bygget. Kvinderne kørte i en bil, men politiet har ingen oplysninger om køretøjet.

Vagtchefen fortæller, at politiet ved 13-tiden fik en anmeldelse om et lignende tilfælde i Sønderborg. Der har de intet signalement på tricktyvene.