Fem polakker idømt fængsel for forfalskede corona-attester

En polsk arbejdsgiver og dennes fire medarbejdere er blevet idømt fængsel for at svindle med corona-attester, der skulle give dem et anerkendelsesværdigt formål.

En polsk arbejdsgiver er ved Retten i Sønderborg idømt fire måneders fængsel for at forfalske fire ansattes corona-attester, så de kunne rejse ind i Danmark. De fire medarbejdere blev hver idømt 80 dages fængsel.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Det var den 1. december, at de fire mænd i alderen 42 til 51 år forsøgte at krydse grænseovergangen i Frøslev med falske papirer, som skulle få det til at se ud som om, de havde et anerkendelsesværdigt formål. 

Her blev de anholdt af betjente fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi og har været varetægtsfængslet frem til dommen.

Senere blev også den 41-årige polske arbejdsgiver anholdt.

Skærpet straf på grund af corona

De fire ansatte blev hver idømt 80 dages fængsel for at fremvise forfalskede dokumenter ved grænsen. Under sagen har de alle nægtet sig skyldige

Deres 41-årige arbejdsgiver har erkendt forholdet.

Da der var tale om en overtrædelse af straffeloven set i lyset af den aktuelle corona-situation, havde anklagemyndigheden nedlagt påstand om, at de alle fem skulle have deres straf skærpet. Den påstand fulgte retten.