Fleggaard: Pantaftale forskels-behandler

Mike Simonsen fra Fleggaard mener ikke, at grænse-koncernen har opfundet en "finte". Der er tale om dårligt arbejde fra de tidligere miljøminister, siger han til TV SYD.

Miljøminister Eva Kjer Hansen vil gennemgå den pant-aftale, som den tidligere regering indgik med delstaten Slesvig-Holsten. Dette service-eftersyn skal især have fokus på "omgåelsesmuligheder", som det hedder i et brev til TV SYD fra Miljøstyrelsen.

-Jeg synes, det er rigtig fornuftigt af miljøministeren kritisk at granske hele aftalen. For faktum er, at den ikke holder vand - og ikke beskytter miljøet, noterer Mike Simonsen.

- I bund og grund har man lavet en aftale, der gør forskel på danskerne. Dem, der tager turen til Rostock skal ikke betale pant, mens dem, der benytter de jyske grænseovergange skal betale pant.

- Det har intet med finter, Fleggaard eller nogen andre grænsehandelsbutikker at gøre. Det er bare dårligt arbejde fra den tidligere miljøministers side.

Miljøminister Eva Kjer Hansen (V) har bedt Miljøstyrelsen om skaffe bedre tal. Bl.a. efter indslag i TV SYD, hvor vi pointerede, at kun en kvart procent af de tyske dåser ender i naturen.