Flere hundrede borgeres personoplysninger var tilgængelige: - Det må bare ikke ske

I en periode på omkring otte måneder har personlige oplysninger fra 607 borgere i Aabenraa Kommune været frit tilgængelige hos en IT-leverandør.

CPR-numre, helbredsoplysninger og ydelsesoplysninger fra borgere i Aabenraa Kommune har i en årrække været frit tilgængelige hos en af kommunens tidligere IT-leverandører, det skriver JydskeVestkysten.

Der er tale om personoplysninger fra i alt 607 borgere, og de har været tilgængelige fra perioden den 3. august 2018 til den 5. april 2019, hvor Indenrigsministeriet gjorde kommunen opmærksom på sagen.

Den information fik kommunens Social- og Sundhedsudvalg først i onsdags ved et udvalgsmøde.

- Der bredte sig et chok i rummet. Skal vi nu til at have sådan en sag i Aabenraa Kommune? Den tanke var vi alle meget fælles om, siger Karsten Meyer Olesen (S), der er formand for Social- og Sundhedsudvalget i Aabenraa Kommune.

- Vi kan ikke skubbe ansvaret fra os 

Ifølge kommunens stabs- og arbejdsmarkedsdirektør, Søren Lorenzen, er der tale om en menneskelig fejl, men den køber formanden ikke.  

- Det er sådan noget, der bare ikke må ske. Der er en privat aktør, som kunne have været smartere med nogle oplysninger, men vi som kommune kan ikke skubbe ansvaret fra os. Det er os, der har ansvaret for det her, slår Karsten Meyer Olesen fast.

Da kommunen blev kontaktet af Indenrigsministeriet den 5. april, troede den, at der var tale om personoplysninger fra kun seks borgere. Men efter en dialog med Datatilsynet viste det sig, at der skulle yderligere et par cifre bag på sekstallet - og at det drejede sig om helt præcist 607 borgere.

- I 222 tilfælde har CPR-nummeret været tilgængeligt. Vi har udsendt breve til de berørte personers e-Boks om, at de her personoplysninger kan være tilgået af andre, siger Søren Lorenzen til JydskeVestkysten.

Formand vil følge sagen til ende

Social- og Sundhedsudvalget har bedt forvaltningen om at undersøge, om der skulle være lignende sager, og så vil udvalget følge sagen til ende for at sikre, at det sker igen.

- Det er vores ansvar som kommune at få de her oplysninger slettet, og så skal vi være helt sikre på, at der ikke er nogen borgere, der kommer i klemme eller bliver hængt ud i den her sag, siger Karsten Meyer Olesen.

Kommunens stabs- og Arbejdsmarkedsdirektør kan ikke forsikre, at sådan en sag ikke opstår igen.

- Det kan jeg ikke udstikke nogen garanti for. Vi har jo ikke været vidende om, at en tidligere itunderleverandør har opbevaret gamle Aabenraa-data, som burde have været slettet, siger Søren Lorenzen til JydskeVestkysten.