Flertal udenom regeringen vil åbne grænsen

Forud for forhandlinger er et flertal blevet enige om en fremskyndet genåbning af Danmark.

Et flertal bestående af De Radikale, Alternativet og de borgerlige partier vil ved forhandlinger onsdag eftermiddag kræve den midlertidige grænsekontrol med indrejseforbud og de skærpede rejsevejledninger lempet inden udgangen af maj.

Det fremgår af en skriftlig aftale, partierne har indgået.

De syv partier har tilsammen 95 mandater.

- Det giver ingen mening, at vores grænser fortsat er lukkede, siger politisk leder for De Radikale, Morten Østergaard.

- Sommerhusudlejere mister deres kundegrundlag. Danskere kan ikke se deres udenlandske kærester eller ægtefæller. Hele byer i grænselandet kæmper med at få tingene til at hænge sammen, fordi de mangler indtægterne fra turisterne.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har forpligtet sig til, at regeringen vil melde ud om grænsespørgsmålet senest 1. juni.

Udenrigspolitik, hvilket også vil sige grænsespørgsmål, er op til regeringen alene at tage beslutning om.

I aftalen skriver partierne også, at alt, der tidligere har været lukket, kan åbne under de sundhedsmæssige retningslinjer, som myndighederne fastsætter.

Derimod vil partierne ikke tillade, at natklubber, diskoteker, spillesteder og store arrangementer med flere end 500 deltagere.

- Hvis der yderligere er områder, hvor det efter en sundhedsfaglige vurdering ikke forsvarligt kan laves retningslinjer, der beskytter mod smittespredning, vil disse ligeledes være lukket, står der i aftalen.

Partierne vil også have lempet forsamlingsrestriktionerne fra 10 til 50 den 25. maj, fra 50 til 200 personer den 25. juni og 200 til 500 den 1. august forudsat, at der stadig holdes én meters afstand.