Folkeskolen skal have flere mætte maver

Frokostpausen bliver ikke prioriteret højt nok i folkeskolen. Derfor skal elever nu være med til at gentænke skolens spisepauser og måltidsvaner.

Når klokken ringer ind og frikvarteret er slut, er det langt fra alle elever, der vender tilbage til klasselokalet med mætte maver.

Faktisk går 35 procent af alle skolebørn sultne rundt i løbet af skoledagen, på trods af at mere end otte ud af ti har madpakke med mindst fire dage om ugen.

Derfor vil Arla med konceptet MADmovers sætte fokus på frokostpausen i folkeskolen, og motivere eleverne til at udforske deres madvaner.

- Børnene er i skole i mange timer, og derfor skal der noget god energi til motoren. En sund sjæl i et sundt legeme. Sådan kan man koge det ned, siger Hanne Boldt, der er lærer på Bylderup Skole i Aabenraa Kommune.

Hvorfor MADmovers?

En undersøgelse viser, at:

  • kun cirka halvdelen af eleverne oplever at være mætte efter frokostpausen.

  • 60 procent af eleverne er sultne ved slutningen af skoledagen.

  • de elever, der ikke har madpakke med, spiser mindre sundt end dem, der har madpakke med.

  • kun 16 procent af eleverne oplever, at der er roligt under frokosten. Jo mere larm desto mindre mætte angiver eleverne at være efter frokostpausen.

  • eleverne har svært ved at vurdere, hvad der er sundt og usundt.

Undersøgelsen er foretaget af Arla Foods i foråret 2016 blandt 900 elever i 5. og 6. klasse i Region Midtjylland.

Madpakken skal være indbydende

10.000 elever i 6. klasser over hele landet begynder netop i disse dage på arbejdet med at forbedre frokostpausen i deres egen klasse. 

På Bylderup Skole, der ligger mellem Aabenraa og Tønder er elever i 4.-6. klasse i gang med at indsamle viden og komme på nye ideer til, hvordan især madpakken kan blive bedre.

- Jeg har prøvet at inspirere til, at man ikke kun har leverpostej og spegepølse med. Der skal fuldkorn, frugt og grønt i madpakken, så børnene er mætte i længere tid, siger Hanne Boldt og forklarer, at især frugt og grønt får madpakken til at se mere indbydende ud.

Hanne Boldt underviser eleverne i den gode madpakke, hvor der både er fuldkorn, frugt og grønt.
Hanne Boldt underviser eleverne i den gode madpakke, hvor der både er fuldkorn, frugt og grønt.
Foto: Anni Kirkeby Lauridsen, TV SYD

Tre gode råd

En sulten mave påvirker koncentrationsevnen og går ud over indlæringen, så det er ikke uvæsentligt at være god til at hjælpe med madpakken, forklarer Hanne Boldt.

Derfor giver hun tre gode råd til forældre, der gerne vil give deres børn en bedre madpakke.

  1. Tag børnene med. Lad børnene selv vælge, hvilket pålæg de vil have på deres rugbrød.

  2. Sørg for, at der altid er frugt og grønt i madpakken. Det pifter madpakken op, så den er spændende at se på og sætte tænderne i.

  3. Lav madpakken stor nok. Tal med børnene om, om de er mætte hele skoledagen, for ellers skal den laves større.

Eleverne får selv lov at prøve at lave en sund og mættende pakke.
Eleverne får selv lov at prøve at lave en sund og mættende pakke.
Foto: Anni Kirkeby Lauridsen, TV SYD