Formand: Vi opdagede brand ved et tilfælde

En brand i Fladhøj Idrætscenter lørdag morgen blev stoppet i tide, fordi den lokale triatlonklub opdagede branden, da de mødtes til træning.

Triatlonklubben i Rødekro IF skulle på løbetur lørdag morgen. De morgenfriske medlemmer mødtes derfor klokken lidt i ni ved Fladhøj Idrætscenter. Men en brand i hallen aflyste turen.

- Vi konstaterede, at der var rigtig meget røg inde i hallen, så vi tog først og sprøjtede vand på det og slukkede så efter med en kulsyreslukker, fortæller John Hansen, der både er med i triatlonklubben og er formand for Rødekro IFs hovedbestyrelse.

Branden blev opdaget lidt i klokken ni, og mens de selv slukkede med vand og kulsyreslukker, så alarmerede de politi og brandvæsen.

Efterfølgende blev tre af triatleterne sendt på sygehuset til undersøgelse for røgforgiftning. De er alle sendt hjem igen.

- Det var utrolig heldigt, at vi opdagede branden i tide. Det er en tilfældighed, at vi har løbetræning der. Havde vi været der tidligere eller senere, kunne det være gået meget værre, siger John Hansen.