Fra diesel til el: Genbrugsskraldebil ser dagens lys

Aabenraa-virksomheden Meldgaard har ombygget en gammel skraldebil, der ellers skulle have været skrottet, til at kunne køre på el.

En gammel dieselhakker af en skraldebil skulle egentlig have været skrottet, fordi den ikke længere opfyldte miljøkravene.

Men så fik Aabenraa-virksomheden Meldgaard en lys idé til, hvordan deres gamle skraldebil kunne få nyt liv.

quote

I stedet for at vi skrotter dem, så giver det god mening at forlænge deres levetid på den her måde.

Henrik Meldgaard, direktør, Meldgaard Miljø

Dieselmotoren er blevet skiftet ud med en elmotor, og dermed kan bilen igen komme ud på vejene og samle affald ind.

- I stedet for at vi skrotter dem, så giver det god mening at forlænge deres levetid på den her måde, siger Henrik Meldgaard, der er direktør i Meldgaard, der allerede tager skraldet i 22 danske kommuner.

Bilen kommer til at samle skrald i Herning Kommune inden længe, og Meldgaard er ved at ombygge fire skraldebiler mere til at kunne køre på el - også i Herning Kommune. De kommer efter planen ud på vejene til efteråret.

quote

Både i det private og i det offentlige er der en stigende efterspørgsel på grøn energi.

Henrik Meldgaard, direktør, Meldgaard Miljø

Stigende efterspørgsel

Det koster omkring to millioner kroner at ombygge en bil. Blandt andet fordi den skal skilles ad og chassiset sandblæses. Men ifølge direktøren giver det god mening.

- Både i det private og i det offentlige er der en stigende efterspørgsel på grøn energi, siger Henrik Meldgaard.

Når virksomheden byder på renovationsopgaver, så fornemmer Henrik Meldgaard, at der er et stigende krav fra kommunerne om grønne alternativer til dieselskraldebilerne.

Bilen blev præsenteret i Aabenraa Kommune tidligere på ugen, hvor også Aabenraas borgmester, Thomas Andresen fra Venstre, fik en tur med den nye gamle skraldebil.

- Jeg er meget imponeret. Nu har jeg været ude at køre i den. Den der lydløshed, men også den styrke, der ligger i sådan en elmotor, er virkelig imponerende, siger Thomas Andresen.

Senest i oktober 2021 skal Aabenraa Kommune gennem et udbud tage stilling til, om man vil gå over til elskraldebiler.

Den ombyggede elskraldebil er den første af sin slags på de danske veje. Virksomheden Vektor Dynamics fra Als kom i 2019 med en prototype på en elskraldebil bygget helt fra bunden. Dét projekt er dog foreløbig sat på pause.