Fra Nordkap til Kruså: Hun løber 50 km om dagen

Sophie Rooney startede i Nordkap - og søndag eftermiddag når hun efter planen Kruså. Hele vejen har hun taget med rejserygsæk og på løbeben.

Da engelske Sophie Rooney blev færdig med sin kandidatuddannelse, gik hun ikke ud og søgte efter et godt job, som mange i den situation nok vælger at gøre. Nej, der skulle lidt mere til, at tilfredsstille den eventyrlystne unge kvinde.

Derfor besluttede hun sig for at løbe en tur. En meget, meget lang tur. Hele vejen fra Nordkap til Kruså.

- Jeg var lige blevet færdig med min kandidatgrad, og jeg ledte efter den næste store udfordring, svarer Sophie Rooney på det meget nærliggende spørgsmål, hvorfor.

Hun startede fra Nordkap d. 3. august, og siden har hun løbet omkring 2800 kilometer - ca 50 kilometer om dagen.

Og det kan mærkes på kroppen.

- Det er normalt at være træt nu, og det er også normalt at have smerter. Så jeg har vænnet mig til, at mine ben er ømme, og min ryg gør ondt, men det er ikke noget, der kan stoppe mig i at nå mit mål, fortæller Sophie Rooney til TV SYD.

quote

Tilbage i marts havde jeg aldrig troet, at jeg ville kunne stå op en dag, løbe 50 kilometer, og så stå op den næste dag, og gøre det igen.

Sophie Rooney

Men turen er det hele værd mener hun.

- Der har været dage, hvor jeg ikke har kunnet bevæge mig, men når jeg ser tilbage, så har jeg glemt alle de hårde dage. Det har været så sjovt, helt fantastisk, siger Sophie Rooney.

Undervejs har hun samlet ca 2.000£ ind til velgørende formål, og så har hun lært noget om sig selv.

- Jeg har lært, hvor hårdt jeg kan presse mig selv, uden at gå i stykker. Tilbage i marts havde jeg aldrig troet, at jeg ville kunne stå op en dag, løbe 50 kilometer, og så stå op den næste dag, og gøre det igen.

Nu mangler hun kun en enkelt dag af sin lange løbetur, og ser især frem til en lovet belønning.

- Ja, jeg er blevet lovet en øl, når jeg er færdig, så det glæder jeg mig til, griner Sophie Rooney.

 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.