Frants får historisk fabrik til at fremstå som i 1859: - Det er vigtigt for byen
Marcussens Gård i Aabenraa har lagt vægge til meget siden den første bygning stod færdig i 1723. Den tidligere borgmestergård er mest kendt for den virksomhed, den i dag huser.
Marcussens Gård i hjertet af Aabenraa er et stykke kulturarv og et historisk stykke bymiljø, som snart bliver ført tilbage til fortidens storhed.
Nærmere bestemt 1850'erne, hvor industrialiseringen havde sin storhedstid og satte sit tydelige præg på den sønderjyske by. Til huse i gårdens bygninger havde og har fortsat i dag Danmarks største orgelfabrikant, Marcussen & Søn, der har eksisteret i mere end 200 år.
Sidste år købte Realdania By & Byg Marcussens Gård af fabrikken, og de står for restaureringen af gården.
- Stedet er jo en perle både arkitektonisk og kulturhistorisk, og det er vigtigt for fortællingen om, at det er et af de få tilbageværende helt bynære og små industrianlæg i Danmark. Der er måske kun en håndfuld tilbage, siger Frants Frandsen, der er restaureringsarkitekt i Realdania By & Byg, der står bag restaureringen af den gamle gård.
Sidenhen har et større arbejde fundet sted i den historiske gård.
Hos orgelfabrikken har man fulgt forandringsprocessen på tætteste hold og værdsætter den kærlighed, der er blevet lagt i arbejdet.
- Det betyder jo kolossalt meget for os, fordi det er en del af vores DNA og vores sjæl, det her sted, siger Daniel Schmidt Christensen, der er direktør i Marcussen & Søn Orgelbyggeri.
De ældste bygninger i Marcussens Gård er over 300 år gamle og har været fredet siden 1970'erne.
Undersøgelser har bestemt udseendet
Frants Frandsen finder det vigtigt for Aabenraa, at man bevarer området, der har været udsat for mange ombygninger gennem tiden, som de var i gamle dage.
Derfor har man iværksat en række undersøgelser, så man kunne fastlægge, hvilken tidsperiode og dermed hvilket stiludtryk, man med restaureringen skulle stile efter.
- Det er 1859, der er den periode, som man kan bringe det tilbage til og få det til at fremstå mest autentisk, forklarer Frants Frandsen.
Alt i mens restaureringen pågår, følger den store orgelfabrik glædeligt med i, hvordan deres hjertebarn på ny kommer til at se gammel ud.
- Det er jo lidt ligesom at beslutte, hvem man ville give sit barn til. Der vil man gerne give det til nogen, der har forstand på at have med historiske bygninger at gøre og kapacitet til at holde dem ved lige, fortæller orgeldirektøren.
Erhvervslokaler og lejlighed til leje
At Marcussen & Søn inden længe kan stå med restaurerede lokaler og fortsat forblive i den sydjyske by lægges der stor vægt på.
- For os betyder det meget at være i Aabenraa. Det var her fortællingen startede, og den håber vi kan fortælles i mange år endnu. Det bliver sikret ved, at Realdania har de her bygninger og at vi kan leje os ind hos dem, fortæller Daniel Schmidt Christensen.
Orgelfabrikken kommer dog til at begunstige nye naboer med musik og selskab, for Realdania planlægger at udleje flere lokaler i Marcussens Gård.
Her bliver nemlig erhvervslokaler udlejet, mens en stor herskabslejlighed på over 200 kvadratmeter sættes til leje.
- Min fornemmelse er, at der i Aabenraa er stor bevidsthed om gården, jeg tror man er ret stolt af den. Så for byen er det vigtigt, at gården bevares, siger Frants Frandsen, der står bag renoveringen.
Se hvordan Marcussen & Søn producerer orgler i denne video, som TV SYD har lavet.
Der er åbent hus for dem, der er nysgerrige på at se restaureringen af de historiske lokaler, søndag den 15. december klokken 12-15.30.