Frelle Petersen kommer ikke til Oscar-uddelingen næste år

Frelle Petersens nyeste film var egentlig halvvejs på vej til Oscar-fest, men tirsdag besluttede den danske Oscar-komite at sende en anden film.

Frelle Petersens film Resten af livet var ellers en af tre film, som den danske Oscar-komite havde short-listet til at deltage i konkurrencen om at få en af de eftertragtede statuetter. De to andre var Holy Spider af Ali Abbadi og Du som er i Himlen af Tea Lindeburg.

Det blev Holy Spider, der løb med æren.

- Jeg ville rigtig gerne have sendt en sønderjysk film videre til det store USA, men jeg har været oppe imod to andre fantastiske film, og der sidder en komité, som udvælger og vurderer, hvem der har de bedste chancer, og de er så gået med Holy Spider, og det, synes jeg også, er en rigtig god film, siger Frelle Petersen dagen derpå i sin barndomsby Aabenraa.

Holy Spider er en krimi, der foregår i Iran, men er instrueret af en herboende filmskaber med iranske rødder.

Frelle Petersen, der er vokset op i Aabenraa, har lavet tre spillefilm, Hundeliv fra 2016, Onkel fra 2019 og Resten af Dagen fra 2022. De to sidste er de første dele af en trilogi, der alle trækker på instruktørens sønderjyske baggrund, og de har både fået anmelderroser i lange baner og vundet priser herhjemme og i udlandet.

- Jeg er enormt glad og meget beæret over alt den ros, der har været både fra kritikere, men også fra publikum. Vi har lige været i San Sebastian på filmfestival med 'Resten af livet', og det var stor oplevelse at høre, hvad et internationalt publikum syntes om den, siger Frelle Petersen, inden han skal holde sit foredrag på Folkehjem.

Vejen til en Oscar

Vejen til at vinde en Oscar er lang og kringlet. Først vælger en national komite en film til at repræsentere landet. I Danmark blev det altså Holy Spider.

3.oktober vælger Oscar-komiteen 10 film ud af de indsendte, sidste år var det 92 film, til kategorien Bedste internationale Film. Senere bliver short-listen så endnu kortere, så juryen til sidst har fem film at vælge imellem.

Oscaruddelingen finder sted næste år den 12/3, og det er om natten danske tid.

Kilde: Ritzau