Gæsterne er glade for sommerland

Sommerland Syd i Tinglev opfattes i høj grad af gæsterne som en familievenlig forlystelse. Det viser en spørgeskema-undersøgelsen, som forlystelsesparken har gennemført i år.

- At så mange af vore gæster synes, Sommerland Syd er et familievenligt sted, viser, at vi lever op til vores målsætning om at kunne tilbyde sjov og smil for både store og små, siger Søren Rask Larsen.

De nye ejere, Anne Marie og Søren Rask Larsen, har spurgt gæsterne i parken. 265 familier har svaret på skemaet - og hele 95 pct. mener, at parken er familievenlig.

Børnefamilier

Sommerland Syd har en strategi om at appellere især til børnefamilier. Men de lidt større børn er ikke glemt. Hver fjerde af de adspurgte kalder forlystelserne vilde, og et lignende antal betegner aktiviteterne som trygge.

- Op til sæsonen i år har vi haft meget fokus på at skabe endnu bedre forhold for de yngste aldersgrupper. Vi har blandt andet udvidet antallet af vores rideheste betragteligt, ligesom vi har etableret Skatteøen, hvor der er masser af kaniner, man kan kæle for.  I år har vi også haft et lokalt Melodi Grand Prix for børn, og det er en linje, vi vil fortsætte i den kommende sæson, siger Søren Rask Larsen.

Våd sommer koster gæster

Sommerland Syd har været ramt af den våde sommer med et svigtende besøg. Parken slutter sæsonen efter første weekend i september.