Glad borgmester: Efter 27 år kommer det ekstra togspor

En del af regeringens transportudspil lægger op til en dobbeltsporet togbane mellem Tinglev og Padborg. Det glæder Aabenraa Kommunes borgmester, at det endelig ser ud til at ske.

Gennem 27 år har planen ligget på skrivebordet hos i alt 14 transportministre. Planen om at gøre den 12 kilometer lange togstrækning mellem Tinglev og Padborg dobbeltsporet.

Nu ser det ud til, at planen bliver til handling. I hvert fald vil regeringen sætte en VVM-undersøgelse i gang og afsætte 800 millioner kroner til anlæggelse. Det fremgår af projektoversigten for Region Syddanmark.

Glad borgmester i syd

Thomas Andresen (V) har været borgmester i Aabenraa Kommune siden 2014. For ham ser ventetiden nu ud til at være forbi: 

- Jeg er rigtig glad for det. Det er noget, der er blevet arbejdet på igennem rigtig mange år, og vi har ikke været tættere på end nu, siger han, som også er næstformand i UdviklingsRåd Sønderjylland.

I projektoversigten står, at med henblik på, at kapaciteten på strækningen øges. Samtidig vil dobbeltsporet gøre togtrafikken mindre sårbar over for uventede situationer. Som da et uheld i 2012 lukkede det ene spor i flere uger.

En undersøgelse foretaget af COWI for Region Syddanmark i 2016 viste, at et dobbeltspor mellem Tinglev og Padborg årligt vil kunne fjerne 400.000 lastbiler fra den sønderjyske motorvej.

Det er på denne strækning, at der vil komme dobbeltspor.
Det er på denne strækning, at der vil komme dobbeltspor.
Foto: Transport- og boligministeriet.

Kamp i en lang årrække

Også folketingsmedlem valgt i Sydjyllands Storkreds og borgmesterkandidat i Sønderborg Kommune, Ellen Trane Nørby (V), glæder sig over udviklingen i sagen. Hun fortæller, at den dobbeltsporet strækning har været med i Venstres udspil ”hele vejen igennem”:

- Det er vi mange, der har både talt om og kæmpet for gennem en rigtig lang årrække, siger hun.

- Vi trænger til at få lagt skinnerne nu, så togene også kan begynde at køre mere regelmæssigt. Både når vi taler gods, men også når vi taler passagertransporten.

Ellen Trane Nørby (V) er ligesom Thomas Andresen (V) glad for at se, at planerne for dobbeltspor har fået et skub.
Ellen Trane Nørby (V) er ligesom Thomas Andresen (V) glad for at se, at planerne for dobbeltspor har fået et skub.
Foto: Ole Møller, TV SYD

I det netop offentliggjorte transportudspil står også, at regeringen vil undersøge muligheden for, at tyske toge i fremtiden også kan betjene strækningen fra Flensborg til Tinglev.

Sporet er en del af en lang togstrækning mellem Stockholm og Syditalien. De 12 kilometer mellem Tinglev og Padborg er de eneste, der endnu ikke er dobbeltsporet. 

Tidslinje: Dobbeltsporet fra Vamdrup til Padborg

1993: Der bliver udført undersøgelser for at bestemme prisen på at udvide jernbanen mellem Vamdrup og Padborg, og Folketinget vedtager en anlægslov, der gør det muligt at bygge et ekstra spor. Samtidig beslutter Folketinget at gå i gang med at lave et ekstra spor på den midterste del af strækningen mellem Vojens og Tinglev.

1997: Dobbeltsporet mellem Vojens og Tinglev står færdigt.

2009: Folketinget beslutter at reservere penge til at udbygge den resterende nordlige del af strækningen mellem Vojens og Vamdrup. Samtidig opdaterer man undersøgelserne for priserne for at tilføje det ekstra spor på den nordlige del mellem Vojens og Vamdrup og den sydlige del mellem Padborg og Tinglev.

2012: Der bliver afsat penge til at lave dobbeltspor mellem Vojens og Vamdrup.

2013: Rådgivningsvirksomheden Atkins anslår, at det ville koste 800 millioner (2020 priser) at tilføje et ekstra spor mellem Padborg og Tinglev.

2015: Dobbeltsporet mellem Vojens og Vamdrup står færdigt.

2021: Regeringen foreslår dobbeltspor mellem Tinglev og Padborg i transportudspil

Kilde: Transport- og boligministeriet.

Tror på flere togskinner

Der er stadig et stykke vej, før en eventuel anlæggelse måtte begynde, men både Thomas Andresen og Ellen Trane Nørby tror på, at dobbeltsporet bliver en realitet.

- Regeringen fremsætter det, og så har vi hørt fra flere andre partier, at de støtter forslaget, så vi har en tro på, at man nu sætter forundersøgelsen i gang, så det kan blive til noget, siger borgmester i Aabenraa Kommune.

Et af de "andre partier" må være Thomas Andresens eget - Venstre, der står i opposition til regeringen. Folketingsmedlemmet for Venstre er enig i borgmesterens antagelse:

- Jeg synes, de politiske vinde vejer i retning af, at alle går ind for det. Så forhåbentlig kan vi få lagt skinnerne nu, siger Ellen Trane Nørby.