Glad imam i Aabenraa: Muslimske gravpladser bliver snart en realitet

De muslimske foreninger i Aabenraa er glade. Et stort flertal i menighedsrådet i Aabenraa har sagt god for muslimske gravpladser på en af byens kirkegårde.

Fire muslimske foreninger fra Aabenraa har i længere tid arbejdet på at få muslimske gravpladser på en kirkegård i Aabenraa.

Nu ser det ud til at blive en realitet. 17 ud 19 medlemmer i menighedsrådet stemte i onsdags for de muslimske gravpladser. Det glæder Kassem Rachid, der er imam og formand for Arabisk Forening i Aabenraa.

-Det er virkelig en glædelig nyhed. Det viser, at troende mennesker står sammen. Vi har jo præcis de samme behov for at besøge vores døde familie, siger Kassem Rachid.

Menighedsrådet skal nu arbejde på at udpege et område, hvor de muslimske gravpladser kan ligge.

Familien kommer tættere på

Ønsket fra de muslimske foreninger kom, fordi flere af muslimerne skulle rejse langt for at besøge deres afdøde familiemedlemmer. Nu kan muslimerne se frem til at få deres afdøde tættere på.

-Det betyder utrolig meget for de muslimske familier. Nu kan vi nemt besøge vores afdøde. Vi har virkelig haft brug for de her gravpladser. Det her viser, at der er plads til alle, siger Rachid Kassem.

quote

Det her viser, at der er plads til alle

Kassem Rachid, Imam

Kassem Rachid glæder sig over samarbejdet med menighedsrådet. Nu er beslutningen taget, men der endnu ikke noget nyt om, hvornår de første muslimske gravpladser står klar.

-Vi håber på, at de første gravpladser er klar inden sommerferien.