Glemt dino-bamse kom på et eventyr, der forhindrede den i at komme hjem
En redningsaktion var sat i værk for at hente den glemte dino-bamse hjem til sin ejer. Men da redningen nåede frem, var bamsen forsvundet.
En blå dinosaurbamse lå alene og efterladt ved lynladestanderen i Aabenraa.
I de fem dage, tøjdyret havde ligget der, havde flere Clever-kunder delt billeder af den efterladte dinosaur i Facebookgruppen Clever Forum Danmark - en uofficiel gruppe for Clever-kunder - med ønsket om, at bamsen skulle blive genforenet med sin ejer.
Men mandag morgen - på bamsens sjette dag på ladestanderen - skete der noget uventet.
Fossilt dyr oplært i grøn energi
Anders Velling Jørgensen fra Blenstrup syd for Aalborg trillede ind for at oplade sin elbil på vej til arbejde. Han er mekanisk tekniker på Power-to-X-anlægget i Kassø ved Aabenraa.
Nordjyden vidste, at der lå en efterladt bamse et sted på stationen, for han havde set de mange billeder af den hjemløse bamse, der florerede i Facebook-gruppen. Mens Anders Velling Jørgensens bil ladede, fik han øje på bamsen, der sad fastklemt i nogle trælammeller, og så fik han en spontan ide.
- Jeg tænkte, at som en uddød art kender en dinosaur jo kun til fossile brændstoffer. Så jeg synes, det kunne være sjovt at vise dinosauren et grønt Power-to-X-anlæg og tage nogle sjove billeder med bamsen derfra, siger Anders Velling Jørgensen.
Anders Velling Jørgensens plan var at tage billeder af bamsen fra det grønne anlæg for at dele dem i et opslag på Facebook, og så ville han aflevere dinosaur-tøjdyret tilbage til ladestanderen.
Så ganske uvidende om, hvilke andre planer der var lagt for den efterladte bamse netop den mandag, placerede Anders Velling Jørgensen den blå bamse i forruden i sin bil og kørte på arbejde.
Bamsens toårige ejer
Bamsen hedder egentligt Dino og var på vej hjem fra Italien sammen med sin halvandenårige ejermand Nohr fra Sæby.
På køreturen hjem fra deres sommerferie gjorde Nohr og hans mor, Nanna Kragh, stop ved den sønderjyske ladestander. Men ved en fejl kom de af sted derfra uden Dino.
- Jeg lagde mærke til, at den var væk, da vi kørte, men jeg tænkte, at den nok dukkede op, når vi kom hjem, siger Nanna Kragh.
Det gjorde Dino dog ikke, og fire dage efter hjemkomst fik Nanna Kragh nys om de mange billeder, der florerede af den glemte bamse. En redningsaktion blev sat i værk allerede dagen efter, hvor Nohrs bedsteforældre alligevel skulle på et ophold i Sønderborg, så de kunne hente bamsen.
Skæbnen ville dog, at bedsteforældrene kom for at hente Dino tre timer efter, at Anders Velling Jørgensen havde besluttet at give bamsen én på opleveren.
- Jeg tænkte, er der virkelig nogen, der kunne finde på at tage Dino bare for at have ham, fordi han nu er blevet en ting på Facebook. Det kunne jeg slet ikke overskue, siger Nanna Kragh.
Den glemte og nu også forsvundne Clever-Dino fik mor Nanna Kragh til at efterlyse tøjdyret i Facebook-gruppen for Clever-kunder.
En baryler fortryder
Da Anders Velling Jørgensen så Nanna Kraghs efterlysning af Dino, fik han dårlig samvittighed.
- Jeg følte mig pludselig som en baryler, for det var jo ikke ment som en bortførelse, jeg ville bare give Dino nogle eventyr. Havde jeg vidst, at der var nogen på vej efter bamsen, havde jeg selvfølgelig ikke taget den med på arbejde, fortæller han.
Derfor skrev han straks undskyld til Nohr og hans mor i et opslag i en lukket Facebook-gruppe. Han forsikrede samtidig den lille familie om, at bamsen var i gode hænder.
- Dino har i dag været med på arbejde og set den store Power-to-X-verden. Her har han lært om brint, kompressorer og alt muligt andet mekanik, som ikke er drevet af fossiler. Han er nu verdens klogeste Dino, lyder det i Anders Velling Jørgensens opslag til Nohr og hans mor.
Han tilbød i samme forbindelse, at han selv ville komme og aflevere Dino til til Nohr, når han kørte hjem til Nordjylland torsdag eftermiddag.
Nanna Kragh mente dog, at det var bedst, Dino kom hjem så hurtigt som muligt, når nu den var fundet. Så tirsdag sendte Anders Velling Jørgensen Dino af sted med posten til Sæby.
Efter fem dage på en ladestander, halvandet døgn på et Power-to-X-anlæg og en rejse med pakkevæsenet, blev Dino og Nohr endelig genforenet igen.