TV der bevæger dig

Gospelliste er blandt de få lister til kampvalg

Antallet af sogne med kampvalg er faldet markant siden det seneste menighedsrådsvalg.

Gospellisten stiller op til menighedsrådsvalget i Aabenraa Sogn med seks kandidater. Foto: Kim Gram, TV SYD

Kirken skal ikke længere være for de få - Gospellisten kæmper for mere gospel i kirken. Foto: Kim Gram, TV SYD

1 af 2

Ved menighedsrådsvalgene for fire år siden var der kampvalg i 20 sogne i TV SYDs område. Når der om godt en måned igen er valg, er der kun kampvalg i otte sogne.

Et af dem er Aabenraa Sogn. Her stiller hele fire lister op.

Blandt dem er Gospellisten, der mødtes torsdag aften. De seks kandidater på listen kæmper slet og ret for én ting: Mere gospel i kirken.

Vi vil ikke tage noget fra nogen. Vi vil bare gerne have mere. Mere gospel.

Lotte Simonsen, kandidat på Gospellisten, Aabenraa Sogn

- Vi har et fantastisk sogn, hvor der sker rigtig mange ting, og hvor vi har nogle fantastiske højmesser. Det vil vi ikke pille ved. Vi vil bare gerne tilføre noget  mere. Det er vigtigt, at der også er nogle, der tager sig af gospel. Den vinkel mangler vi lidt, siger kandidat på Gospellisten, Lotte Simonsen, til TV SYD.

Spørgsmålet er så, om Gospellistens eneste programpunkt bliver for smalt. For menighedsrådet skal tage sig af mange vigtige opgaver i sognet.

- Vi vil ikke tage noget fra nogen. Vi vil bare gerne have mere. Mere gospel, understreger Lotte Simonsen.

Selve gospelkoret har over 200 deltagere i alle aldersgrupper. De er helt enige i, at der skal være mere gospel i den danske folkekirke.

- Jeg får livsglæde, livsenergi og livskvalitet. Det giver mig identitet, tro og håb i en svær tid. Det varmer dybt inde. Mere af det. Meget mere af det - det gør godt, siger gospelsanger Eva-Amalie Christiansen.

Men Gospellisten hører til sjældenhederne. For i kun otte sogne i TV SYDs område er der kampvalg.

 

Ribe Stift:
Ribe Domsogns Menighedsråd 3 lister
Ølgod Sogns Menighedsråd 3 lister
Varde Sogns Menighedsråd 3 lister
Rødding Sogns Menighedsråd 2 lister
Haderslev Stift:
Vamdrup Sogns Menighedsråd 2 lister
Aabenraa Sogns Menighedsråd 4 lister
Rise Sogns Menighedsråd 4 lister
Svenstrup Sogns Menighedsråd 2 lister

 

At antallet af menighedsråd gennem årene er faldet skyldes, at stadigt flere menighedsråd går sammen og på den måde dækker flere af landets 2.160 sogne.

Du kan se fordelingen af - de stadig færre - kampvalg på Kirkeministeriets  hjemmeside.

Der er valg til menighedsrådene samme dag som det amerikanske præsidentvalg - 8. november.

Mere kultur