Hans har løbet 12.658,5 kilometer - Egentlig er det ret kedeligt

Første gang Hans Renkwitz besluttede sig for at løbe et maraton, gennemførte han ikke. Siden har han krydset maraton-målstregen 200 gange.

784 timer, 11 minutter og 30 sekunder har Hans Renkwitz fra Rødekro brugt på at løbe 200 maratoner og 200 halvmaratoner.

Det svarer til, at han har løbet uafbrudt i mere end en måned.

quote

Der var en dag, hvor jeg løb tre forskellige løb, og en anden gang, hvor jeg løb 100 kilometer på ti timer.

Hans Renkwitz, Pædagog, Kongehøjskolen, Aabenraa

Intet mindre end 12.658,5 kilometer fordelt ud på 400 løb er det blevet til. Lige fra H.C. Andersen Maraton i 2012 til Rødekro Cannonball i dag søndag, hvor Hans Renkwitz netop har gennemført både sit maraton nummer 200 kl. 9.00 i morges og sit halvmaraton nummer 200 kl. 14.00.

-  Løb er bare en aktivitet for mig, men jeg kan godt lide at udfordre mig selv, så da jeg havde løbet maraton nummer 150, tænkte jeg, at jeg også ville runde nummer 200, fortæller Hans Renkwitz.

Hans Renkwitz har løbet de 42,195 maraton-kilometer 200 gange.
Hans Renkwitz har løbet de 42,195 maraton-kilometer 200 gange.
Foto: Privat

Kunne ikke gennemføre første maraton

Hans Renkwitz begyndte sin løbekarriere med en række halvmaratoner, men hurtigt kom konkurrencemennesket frem i ham.

- Jeg tænkte, at hvis jeg kunne løbe et halvt, så kunne jeg da også løbet et helt maraton, siger han.

Uden tøven eller træning meldte han sig derfor til et maratonløb i København. Med gå-på-mod og store ambitioner løb han de første mange kilometer, men undervejs måtte han erkende, at det altså krævede en smule træning, hvis han skulle gennemføre de 42,195 kilometer.

Derfor udgik han af løbet, men det skulle blive både første og sidste gang, at Hans Renkwitz ikke gennemførte et maraton.

Top-tre tider:

  • 3 timer, 8 minutter og 9 sekunder. Maraton nummer 173 var Hamborg Maraton den 28. april 2019.
  • 3 timer, 11 minutter og 24 sekunder. Maraton nummer 168 var Kiel Maraton den 23. februar 2019.
  • 3 timer, 19 minutter og 26 sekunder. Maraton nummer 156 var Hamborg Maraton den 29. april 2018.

100 kilometer på ti timer

Da de første fem maratoner var gennemført, fik Hans Renkwitz en ny ide. Han satte sig for at løbe ét maraton hver måned i et år - et såkaldt kalenderløb.

Men allerede efter de første måneder udviklede den udfordring sig til to maratoner om måneden. Og inden året var omme, havde han udfordret sig selv til at løbe to maratoner på én weekend.

- Egentligt kan det godt være ret kedeligt at løbe så langt, så jeg udfordrer mig selv for hele tiden at prøve noget nyt, siger Hans Renkwitz.

Et lille udpluk af de mange medaljer, som Hans Renkwitz gennem årene har samlet.
Et lille udpluk af de mange medaljer, som Hans Renkwitz gennem årene har samlet.
Foto: Privat

Den mentalitet førte til, at han i 2015 løb 60 maratoner, og herfra tog udfordringerne for alvor fat. 

- Der var en dag, hvor jeg løb tre forskellige løb, og en anden gang hvor jeg løb 100 kilometer på ti timer, fortæller han.

Næste milepæl er 300

Blandt de 200 maratonløb og 200 halvmaratonløb er højdepunkterne især de løb, han har løbet med sin søn. De to løb blandt andet Berlin Halvmaraton i april sidste år.

- Ved mange af løbene handler det ikke om at få den bedste tid eller slå en personlig rekord, men mere om det sociale før og efter et løb, forklarer Hans Renkwitz.

Hans Renkwitz (t.h.) sammen med sin søn (t.v.) efter et løb.
Hans Renkwitz (t.h.) sammen med sin søn (t.v.) efter et løb.
Foto: Privat

Han mindes også især et maraton i Istanbul, hvor han løb over grænsen fra Asien til Europa.   

- Selve strækningen, hvor de to kontinenter mødes, var fed nok, men resten var røv og nøgler, fordi det var så varmt, fortæller Hans Renkwitz, der nu efter at have sat hak ved de 200 hele og 200 halve maratonløb er i tvivl om, hvad næste milepæl skal være.

- Problemet med at runde de 200 er jo, at jeg i morgen begynder forfra med 201, og så bliver jeg nok nødt til også at nå de 300.