Har fået sin identitet tilbage

Louise Sørensen har fået sin identitet tilbage på E-journal. Men Region Syddanmark forudser, at der vil ske mange af den slags it-fejl i de kommende år.

- Vi må indstille os på, at der kommer til at ske mange menneskelige fejl fremover, siger regionsdirektør Mikkel Hemmingsen.

Men han lover i samme åndedrag, at regionen vil gøre det nemmere for borgerne at få rettet fejlene. Allerede i næste uge vil der være et telefonnummer, man kan henvende sig på, lover han i TV SYD mandag.

I dag hedder Louise Sørensen ikke længere Bupa Mosebryggersen i sin elektroniske journal på nettet. Ved en menneskelig fejl havde nogen brugt hendes CPR-nummer til en test. I test-filen står bl.a. at personen har været indlagt på børnepsykiatrisk afdeling to gange.

Menneskelig fejl

Det bekymrede den nybagte mor, som frygtede, at oplysninger kunne betyde, at hun risikerede at få sit barn tvangsfjernet. Og desperationen blev større, jo flere steder hun henvendte sig for at gøre opmærksom på fejlen. Hun var både omkring kommunen, politiet, CPR-registret og til slut TV SYD. Og først da skete der noget...

- Sagen har to problemer, indrømmer Mikkel Hemmingsen. For det første, at en testfil, som skal slettes manuelt, ikke bliver det.

- Men for det andet er det en alvorlig fejl, at Louise Sørensen skal gennem kommune, politi og TV SYD, før nogen tager affære. Det skal vi have rettet.

Dårlig oplevelse

Regionsdirektøren forstår godt, at Louise Sørensen har haft en rigtig dårlig oplevelse.

- Men heldigvis er der ikke sket nogen skade. Der er ingen personlige oplysninger, der er blevet kompromitteret, siger Mikkel Hemmingsen til TV SYD.

Men vi er nødt til at lave nogle systemet, så borgerne kan finde ud af, hvor de skal henvende sig, når der sker fejl. Det vil vi arbejde hårdt på i de kommende dage.

Opdigtet navn

E-journalen administreres af portalen sundhed.dk. Her kan alle få adgang til deres journaler ved hjælp af NEM-id.

I sagen om Louise Sørensen har en sygehusafdeling ved en fejl brugt et ægte personnummer - med et opdigtet navn på. Normalt skal der bruges nogle særlige fiktive personnumre - og filerne skal slettes, når testen er færdig. Det er ikke sket i dette tilfælde. Derfor dukker den fiktive journal op, da Louise Sørensen logger sig ind på sin E-journal.