Hårde straffe for røveri

Tre mænd og en kvinde er ved et nævningeting i Herning blevet idømt langvarige fængselsstraffe for røverier. I Syd- og Sønderjyllands politikreds var gruppen aktive i et mislykket røveriforsøg mod Sydbanks vekselkontor i Padborg den 24. januar 2011.

Her forsøgte to mænd at komme ind i vekselkontoret. Da døren var låst, smadrede de et vindue med en mukkert. Heldigvis havde personalet forladt kontoret, så røverne ikke fik noget udbytte.

Senere den 28. januar 2011, blev der begået et røveri mod Handelsbanken i Videbæk, hvor der bl.a. blev affyret et skud gennem et vindue med et oversavet jagtgevær.

Hovedmanden bag røverierne, en 42-årige mand, der under afsoning i statsfængslet Søbysøgård på Fyn var undveget i forbindelse med et tandlægebesøg, fik otte års fængsel.

En 39-årig mand, der også var flygtet fra statsfængslet Søbysøgård og som deltog aktivt i begge røverier ved bl.a. at skyde gennem vinduet i Handelsbanken i Videbæk, fik syv års fængsel.

En 44-årig mand, der kravlede ind gennem det smadrede vindue i vekselkontoret i Padborg, fik fem års fængsel. Endelig fik en 24-årig kvinde seks års fængsel. Ingen af de dømte stammer fra politikredsen.

De forholdsvist lange straffe skyldes blandt andet, at der under begge røverier blev brugt våben. De fire blev endvidere dømt for en række forhold vedrørende berigelses-kriminalitet.