Haster med oprydning efter udslip

Slamsugerne har kørt i døgndrift, siden uheldet med 5000 tons fiske-ensilage mandag. Og det haster med at få ryddet op, siger Aabenraa Kommune.

Aabenraa Kommune  kontrollerer, at oprydningen sker hurtigst muligt.

Den første - akutte - oprydning af fiske-ensilagen er overstået. Slamsugerne har suget meget op - og asfaltvejene er spulet med vand. Den opsamlede ensilage er kørt til biogas-anlæg.

Tæt dialog

- Vi er i tæt dialog med virksomheden og forsikringsselskabet for at sikre, at fiske-ensilagen og den tilhørende lugt fjernes.

- Derudover er der også sket skader blandt andet på fast ejendom, som selvfølgelig skal erstattes af virksomheden og forsikringsselskabet, forklarer Kjell Stockfisch, direktør for Teknik & Miljø i Aabenraa Kommune.

Tilsynsmyndighed

Kommunen er miljømyndighed og har tilsynet med at arbejdet bliver lavet.

- Vi har endnu ikke fået en tilbagemelding fra virksomheden og forsikringsselskabet om, hvilke oprensningsmetoder de vil benytte sig af, men det er vores opfattelse, at det haster med en oprensning af området, understreger den tekniske direktør.

Myresyre

Ifølge kommunens oplysninger indeholder fiske-ensilagen nemlig myresyre, hvilket gør fiskeolien meget sur med en pH?værdi på 3,5. I de nærliggende kolonihaver kan grønne planter derfor tage skade af fiskeensilagen på grund af den lave pH-værdi.

Ikke farlig for mennesker

Kjell Stockfisch understreger, at fiske-ensilagen er ikke farlig for hverken mennesker eller miljøet.

- Det er derfor ufarligt at færdes på de berørte arealer, men den kraftige lugt vil sandsynligvis afholde de fleste fra det, vurderer Kjell Stockfisch.