Hele Danmark skal markere 100-året for Genforeningen

Genforeningsjubilæet i 2020 skal markeres - og fejres - i hele landet. Det sker med arrangementer blandt andet i København, Aarhus og Sønderjylland.

quote

Historien om Genforeningen rammer nogle af de helt aktuelle europæiske udfordringer omkring eksempelvis Catalonien.

 Simon Faber, projektleder, Markeringen af Genforeningen

Flensborgs tidligere overborgmester, Simon Faber, står som projektleder i spidsen for fejringen af Genforeningen.
Flensborgs tidligere overborgmester, Simon Faber, står som projektleder i spidsen for fejringen af Genforeningen.

Genforeningen i 1920 har skelsættende betydning for hele det danske samfund og for et bæredygtigt venskab til nabolandet Tyskland. 

Præsidiet for Markeringen af Genforeningsjubilæet har netop vedtaget et kommissorium, som har fokus på genforeningens betydning i samfundet. 

- Med afsæt i folkeafstemningerne fra 1920 har det dansk-tyske grænseland videreudviklet sig fra en omstridt kampplads til en dynamisk region, der kan bygge bro mellem begge lande. Det gør os til et aktiv for hele landet – og det er der al mulig grund til at markere, siger formanden for Markeringen af Genforeningen, Aabenraas borgmester Thomas Andresen, (V).

Selvom det i 2020 er 100 år siden genforeningen, så kan den historiske begivenhed stadig være højaktuel. Det mener projektleder, Flensborgs tidligere overborgmester, Simon Faber: 

- Historien om Genforeningen rammer nogle af de helt aktuelle europæiske udfordringer omkring eksempelvis Catalonien, Skotland og Krim og det principielle spørgsmål om nationalstaten som grundlæggende enhed. Men den fortæller også noget om, hvorfor Danmark overhovedet har en udkantsdiskussion. Og endelig rummer jubilæet masser af kulturelt, musikalsk og kunstnerisk stof, der kan gøre 2020 til en berigende oplevelse. Nu, hvor den grundlæggende strategi er på plads, ser jeg frem til at udvikle et attraktivt program sammen med mange forskellige aktører, siger Simon Faber.