Helene har opdrættet brevduer, siden hun var to år
12-årige Helene Nissen sænker aldersgennemsnittet i brevdueforeningerne. Hun elsker sporten, der dog mangler medlemmer.
- Hej due. Hej, hej due, sagde Helene Nissen igen og igen, da hun som to-årig sad på armen af sin far og betragtede brevduerne i hjemmet.
Nu, ti år senere, siger hun stadig hej til duerne, når hun besøger sine helt egne - i alt 150 af dem. Også selvom det er en lidt anden hobby, end vennerne dyrker.
- Jeg tror egentlig, de synes, det er meget fint, smiler den 12-årige brevdueentusiast fra Bylderup-Bov og fortæller:
- Det er spændende at se, hvordan og hvor hurtigt de flyver. Og man lærer noget.
Mangel på medlemmer
Brevduen blev for hundredvis af år tilbage brugt som meddeler af vigtige beskeder. I dag fylder den historiske due mindre i samfundet, hvilket afspejler sig i antallet af medlemmer i brevduesporten.
Derfor er far Karsten Nissen glad for, at hans datter har fundet så stor glæde ved brevduerne.
- Der skal jo nye medlemmer til. År efter år bliver de gamle jo et år ældre, så vi skal have dem i gang hurtigt, så de kan blive i sporten, siger Karsten Nissen.
12-årige Helene Nissen har ikke umiddelbart planer om at stoppe med sporten, tværtimod er hun ved at få avlet nye, gode brevduer.
- De er gode, siger hun og peger på to duer i samme bur og fortsætter:
- Jeg tror, det vil give noget godt, for jeg vil gerne have en god unge at flyve med.
Brevduen
Brevduen er siden omkring år 1100 blev brugt som budbringer af meddelelser i Egypten. Senere er de blevet brugt i militæret til at sende breve under krige.
I 1878 blev den første brevdueforening etableret i København med konkurrenceflyvning for øje.
Brevduens gode orienteringsevne har været baggrund for megen forskning, og indtil videre er det sandsynliggjort, at den navigerer via en magnetisk sans i forhold til polerne.
Kilde: Den Store Danske
Bedre end far
Og det går godt med brevduerne. Helene Nissen har vundet mange medaljer, men det er også en interesse, der tager tid.
- Det kræver rigtig meget. Særligt i weekenderne hvor man kapflyver. Og de skal jo have mad og rent vand hver dag. Det er rimeligt intenst, siger Karsten Nissen.
Den unge brevduerholder er dog ikke i tvivl.
Er du bedre end din far?
- Ja, det er jeg. Helt sikkert, smiler hun.
Se hele indslaget med Helene Nissens og de 150 brevduer herunder: