Allerede som barn bemærkede Katharina Kley, at hendes families historie var speciel.
Hendes oldefar, Georg Kley, var formand for nazistpartiet i Haderslev, men hvad den position egentligt betød for hans liv, og hvor stor indflydelse han havde i det tyske mindretal, har hun ikke vidst noget om.
- Jeg kunne godt frygte, at han havde været med til at presse unge mænd til at være med i hjemmeværnet, og at hans handlinger medførte, at mennesker blev dræbt eller udsat for tortur, siger hun.
Selvom det alt sammen skete, 75 år før Katharina Kley blev født, har hun altid haft stor interesse for oldefaderens liv og beslutninger under krigen.
Derfor har hun nu sat sig for at lære ham og hans liv bedre at kende.
- Det har været vigtigt for mig at lære mere om den tid, da den har præget min oldefar, min bedstefar og hele det tyske mindretal og derfor stadig er relevant for mig og min families selvforståelse i dag, siger Katharina Kley, som du lige nu kan møde i TV SYDs nye programserie ‘Gry og forrædernes lejr’, hvor hun forsøger at lære sin oldefar bedre at kende.
I seriens fem afsnit undersøger historiker Gry Scavenius Bertelsen, hvad der skete efter befrielsen i 1945, da Frøslevlejren blev omdøbt til Faarhuslejren og blev straffelejr for landsforrædere, heraf mange fra det tyske mindretal. Inklusiv Katharina Kleys oldefar.
Dømt med tilbagevirkende kraft
Helst ville Katharina Kley gerne kunne spørge sin oldefar, men han lever ikke længere.
Derfor sagde hun ja til at tage med historiker Gry Scavenius Bertelsen på Rigsarkivet i håbet om at lære sandheden om sin familie at kende.
Det, der skete, er lang tid siden, og jeg bærer på ingen måde skyld for dette
I Rigsarkivets dokumenter fandt hun ud af, at Georg Kley efter befrielsen i 1945 blev arresteret og interneret i Faarhuslejren, ligesom det var tilfældet for cirka 3000 personer fra det tyske mindretal.
Det var nemt at finde ham, forklarer Gry Scavenius Bertelsen, fordi han havde været med i Zeitfreiwillige, et hjemmetysk bevæbnet og uniformeret korps.
Om Zeitfreiwillige
Et hjemmetysk bevæbnet og uniformeret korps der fungerede fra januar 1943 til april 1945.
Korpset havde cirka 1.600 medlemmer og var et slags hjemmeværn, der skulle bistå regulære tyske tropper i tilfælde af en allieret invasion i Sønderjylland. Det blev også i enkelte tilfælde under uroligheder sat ind mod danske medborgere. Den tyske værnemagt forestod uddannelse af korpset, som blev oprettet på foranledning af ledelsen i det tyske mindretal i et forsøg på at reducere de rigstyske krav om frontsoldater fra mindretallet.
Kilde: Grænseforeningen.dk
Den 27. maj 1947 fik Georg Kley sin dom, og ligesom de andre fanger i Faarhuslejren blev han dømt efter et straffelovstillæg, som med tilbagevirkende kraft gav hjemmel til at straffe personer, som havde bistået den tyske besættelsesmagt.
- Fordi han var leder af nazistpartiet i Haderslev og har været med til at hverve til Zeitfreiwillige, blev han straffet med fængsel i fem år, siger Gry Scavenius Bertelsen.
Inspirere andre
Under sit besøget på Rigsarkivet blev Katharina Kley overrasket over at finde ud af, hvor aktiv hendes oldefar egentlig var under besættelsen.
- Jeg synes, det er voldsomt, at han har været med til at sende unge mænd i krig, og det chokerede mig, hvor høj en position han havde og hans tilknytning til besættelsesmagten, fortæller hun.
Jeg føler ikke, at det er skamfuldt at tale om min oldefars historie
Siden opdagelserne har Katharina Kley tænkt over, hvad hendes oldefars liv betyder for hendes familie og den måde, som de ser sig selv i dag.
- Jeg føler ikke, at det er skamfuldt at tale om min oldefars historie. Det, der skete, er lang tid siden, og jeg bærer på ingen måde skyld for dette, siger Katharina Kley og håber, at andre vil lade sig inspirere til at turde tale om de svære emner såsom besættelsestiden og retsopgøret.
- Det er vigtigt, at der bliver snakket om disse emner, og at de bliver belyst fra flere sider. Historier som min oldefars er også en del af Danmarkshistorien, og jeg mener derfor også, at det er vigtigt, at der bliver snakket om den del af historien.