Husejer fik sit hus smadret

En husejer i Aabenraa har været tilskuer til, at hans hus blev smadret af lejere.

Bjarne Friis har et halvt dobbelthus på Løgumklostervej i Aabenraa, som han ikke kunne få solgt. Derfor valgte han at leje det ud til et ungt par.

I dag sidder han tilbage med advokatregninger, et smadret hus og utilfredse naboer.

Naboerne blev vidne til høj musik, druk, skænderier, slagsmål, råb og skrig. Politiet blev ofte tilkaldt for at skabe lidt ro i kvarteret.

Haven kom efterhånden til at ligne en losseplads, hoveddøren blev sparket ind, et spejl blev smadret, lampe blev knust og en bruser blev hevet ud fra væggen.

Forsøgte at opsige lejerne

Bjarne Friis forsøgte at komme af med lejerne, men det var forgæves.

- Den eneste legale grund til at ophæve lejemålet er ifølge lejeloven manglende betaling af husleje og forbrugsafgifter, siger Bjarne Friis.

Huslejen blev først betalt efter rykkere.

Lejerne har nu selv valgt at flytte, men Bjarne Friis kan først få adgang til sit hus, når fogedretten ophæver lejemålet. Det sker formentlig på mandag.

Bjarne Friis deler skæbne med mange andre udlejere, der har fået fat i de forkerte lejere. Lejeloven beskytter lejerne, så husejerne kan ikke komme af med dem.

Landsorganisationen for lejerne i Danmark afviser, at lejernes rettigheder er gået for vidt.