Idræts-talenter i Aabenraa får hjemmeside

Idrætstalenter og trænere tilknyttet Elite Aabenraa-projektet og alle andre interesserede kan nu følge med i projektet på den nye hjemmeside eliteaabenraa.dk, der netop er gået i luften.

- Jeg håber, at både idrætstalenter, deres trænere og ledere og alle andre, der har lyst til at følge med i talentudviklingen i Aabenraa Kommune får glæde af den nye hjemmeside, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget Povl Kylling Petersen.
 
På siden finder man blandt andet information om de fire idrætsgrene i Elite Aabenraa-projektet: damehåndbold, sejlsport, atletik og svømning. Hjemmesiden bringer også nyheder om talentudviklingen i Aabenraa Kommune. 
- En del af siden henvender sig særligt til idrætsudøverne og deres trænere og ledere og fungerer som redskab for planlægning af træning og intern kommunikation for de involverede idrætsgrene, forklarer eliteidræts- og sundhedskoordinator Heidi Simonsen.
 
Visionen for Elite Aabenraa-projektet er at fremme unges muligheder for at dyrke idræt på eliteniveau.  
 
Der deltager pt. ca. 65 unge talenter i alderen 12 til 24 år i projektet.

Fakta om Elite Aabenraa

Elite Aabenraa er et samarbejde mellem Aabenraa Kommune og foreningerne Aabenraa Sejl Club, AAIG Atletik, tri og motion, Sønderjyske Ungdom og Sydstjernen samt Swim Team Sønderjylland. STS er et elitesamarbejde mellem Bov IF Svømning og Svømmeklubben Opnør.

Se den nye hjemmeside