Ingen spor af forsvunden mor og spædbarn

Siden den 25. november har en ung mor været forsvundet med sit spædbarn. Politiet frygter for barnets liv, og de beder nu alle om hjælp.

For blot en måned siden fødte en teenagermor fra Tinglev en lille dreng. Men Aabenraa kommune valgte at tvangsfjerne barnet, og det fik den unge mor til at flygte sammen med sit spædbarn. De to har nu været forsvundet i otte dage, og Syd- og Sønderjyllands Politi er stadig uden spor i sagen.

- Vi har fulgt op på konkrete spor, men uden held. Vi er dybt bekymrede for barnets tilstand, siger Jan Lambertsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD og fortsætter:

- Vi håber utrolig meget på, at nogen kan give os flere oplysninger, så vi kan finde dem i god behold.

Christian L. Hansen er afdelingsleder i børn og familie i Aabenraa kommune, og han er ligeledes bekymret for det lille barn.

- Der er ikke tid til at tænke over, hvorvidt vi har gjort noget rigtigt eller forkert. Lige nu skal vi bare finde dem, siger han til TV SYD.

Han mener, at de derefter må tage stilling til deres tidligere beslutning.

- Det er klart, at vi senere må reflektere over, om vi har gjort det rigtige, slutter han.