Ingen varme trøjer til polske tøjtyve i Kliplev

To 26-årige mænd fra Polen tømte natten til torsdag en container med genbrugstøj i Kliplev og stjal mere end et kvart ton tøj og tekstiler - men politiet stoppede deres bil med tyvekosterne.

Tyveriet blev anmeldt klokken 02.44 af en borger i Kliplev, der undrede sig over, at containeren på Kliplev Nygade blev tømt midt om natten.

Politiet var lige i nærheden med en patrulje, som hurtigt spottede en bil, som den, der var kørt væk fra tøjcontaineren. I bilen sad to polske mænd på 26 år, som ikke kunne bortforklare, at de havde en stor mængde tøj i lasten.

- Selvom det har været en kølig nat, så er 262,5 kilo varme trøjer og andet genbrugstøj nok ikke til eget forbrug, konstaterer vagtchef Ivan Gohr Jensen , Syd- og Sønderjyllands Politi, torsdag morgen overfor TV SYD.

quote

- Selvom det har været en kølig nat, så er 262,5 kilo varme trøjer og andet genbrugstøj nok ikke til eget forbrug

Ivan Gohr Jensen , vagtchef, Syd- og Sønderjyllands Politi

Allerede tidligere på natten havde et andet vidne set de to mænd "luske" omkring ved en container med genbrugstøj ived Kvickly i Vojens, hvor de havde fået samlet 11 sække med genbrugstøj sammen - men som de efterlod, da vidnet råbte dem an.

På baggrund af oplysninger om bilen fra vidnet i Vojens og anmelderen i Kliplev, kunne politiet hurtigt indkredse den polsk indregistrerede bil efter, at de to mænd havde tømt containeren i Kliplev.

De velgørende humanitære organisationer, der står bag indsamling af genbrugstøj, oplever jævnligt, at deres tøjcontainere bliver tømt af de forkerte mennesker, som sælger tøjet og andre tekstiler til egen fordel fremfor hjælp til mere værdigt trængende.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.