Investorer straffede Sydbank

Aktiemarkedet reagerede på Sydbanks regnskab med et frit fald på knap fem procent efter en faldende tendens ugen igennem.

Banken halverede overskuddet i 2010 i forhold til året før. Det blev på 558 millioner kroner.

Det er især tab på udlån, der belaster bankens regnskab. I 2010 måtte banken nedskrive på udlån med 1,4 milliarder. Det er knap 300 millioner kroner mere end i 2009.

Bankens administrerende direktør, Karen Frøsig, der har siddet i chefstolen siden sidste sommer, kalder 2010-resultatet for solidt.

- Det giver os en stærk tro på fremtiden. Regnskabet bekræfter, at vi er en solid bank, der er kommet godt igennem de senere års økonomiske afmatning, siger hun i en kommentar til regnskabet.

Sydbanks forventninger til 2011 tager afsæt i forudsætningen om, at dansk økonomi langsomt er ved at komme til kræfter. Forventningerne til den økonomiske vækst i 2011 er dog meget beskedne og usikre, mener banken.

Udsigt til færre tab

Men Karen Frøsig understreger, at man forventer markant lavere nedskrivninger i 2011.

- Nedskrivningerne i fjerde kvartal 2010 skyldes ikke en forværring af kreditboniteten. De er blandt andet et resultat af, at vi i tråd med vores konservative tilgang har anlagt en mere forsigtig vurdering af nedskrivningerne på visse af vore bankudlån, siger hun.

Bankens indlån faldt sidste år syv procent til 64 milliarder kroner. Og det på trods af, at der hver måned sidste år kom 1.500 nye kunder i banken. Kundekredsen tæller nu knap 400.000.

Samtidig har Sydbank voksværk. Og der har været meldinger ude om, at man var interesserede i at købe dele af den krakkede Amagerbanken:

- De kommende år vil vi fortsat have fokus på at udvide forretningen med nuværende og nye kunder. Vi har særlig fokus på Sjælland, og inden længe åbner vi blandt andet nye filialer i Hørsholm og på Amager, siger Karen Frøsig.

Banken har bidraget med 384 millioner kronerl Det Private Beredskab for nødlidende banker.

Se regnskabet på bankens hjemmeside.