Julemærkehjem skal tjene på andet end frimærker

Julemærke Fonden har mistet syv mio. kr. årligt de seneste tre år. Antallet af breve er faldet drastisk, derfor skal fonden finde alternative indtægtskilder.

I mere end 100 år har danskerne især op til jul frankeret julebrevet til moster Gerda med et julemærke. Men e-mail, Messenger og sociale medier har gjort livet svært for julemærket.

- Vores indtægter falder rimeligt hurtigt. Derfor skal vi finde nye veje til at støtte vores arbejde, siger Klaus Holm, erhvervsfundraiser hos Julemærke Fonden, til TV SYD.

Han fortæller, at Julemærke Fonden siden 2014 har oplevet en indtægtsnedgang fra salget af julemærker på ca. syv mio. kr.

- I dag udgør salget af julemærker 12-13 pct. af vores indtægter. Tidligere var det 25 pct., afslører han over for TV SYD.

quote

Vores indtægter falder rimeligt hurtigt. Derfor skal vi finde nye veje til at støtte vores arbejde.

Klaus Holm, erhvervsfundraiser hos Julemærke Fonden

Julemærke Fonden samler årligt ca. 70 mio. kr ind. Udover julemærkerne tjener fonden penge på sponsorater og donationer. Eksempelvis bidrager 22.-23.000 såkaldte julemærkevenner med en månedlig donation. Samtidig melder flere og flere virksomheder sig på banen. I dag var 250 julemærkebørn i Lego House i Billund, og den tur var for eksempel sponsoreret af Danske Indkøbsrejser og Lego House selv.

- Tidligere finansierede julemærket en stor del af vores arbejde. I dag er vi blevet meget bedre til at hverve donorer via eksempelvis virksomheder, børnenes familier og arrangementer, siger Klaus Holm, der påpeger, at arbejdet med at samle penge ind ikke bare foregår i julen, men hele året.

De fem julemærkehjem

  • Fjordmark, Kollund
  • Hobro
  • Kildemose, Ølsted
  • Skælskør
  • Liljemose, Roskilde

- Rigtigt mange tror, at det bare kører af sig selv. At vi modtager offentlig støtte. Den er på under fem pct., så vi appellerer til almindelige mennesker og virksomheder om at støtte op om vores arbejde året rundt, siger han.

På fredag den 12. januar åbner Danmarks femte julemærkehjem. Det ligger i Roskilde og hedder Liljeborg. For tiden står der ca. 400 børn på venteliste til at komme på et af landets fem julemærkehjem. Det betyder, at der er godt syv måneders ventetid til et 10-ugers ophold.