Kæmpestor jerndims skal fragtes til Aabenraa Havn

En 230 ton tung jernkonstruktion skal søndag fragtes fra Hjordkær til Aabenraa Havn - undervejs bliver det nødvendigt at spærre motorvejen.

Den er seks meter lang - seks meter bred og 18 meter høj. Og så vejer den 230 ton.

Den er lavet på Valmont SM i Hjordkær og skal monteres på toppen af et olie- og gasboreskib i Norge. Men først skal den tage turen fra Hjordkær til Aabenraa Havn.

Turen begynder tidligt søndag morgen - og den specielle transport betyder, at den sønderjyske motorvej vil være lukket i begge retninger i en periode fra kl. 5.30 søndag.

Herefter går turen ad Logumklostervej ned til Aabenraa Havn. 

Seks meter bred og 18 meter høj - det er noget af en kleppert som søndag morgen skal på rejse.
Seks meter bred og 18 meter høj - det er noget af en kleppert som søndag morgen skal på rejse.
Foto: Niels Rahr

Transporten kræver en dobbelt blokvogn - og på et tidspunkt skal der to lastbiler til at trække.

Projektleder Peter Schmidt fra Valmont SM tør ikke spå om turens varighed. Det vil i høj grad afhænge af, hvordan turen på motorvejen forløber. Her skal autoværnet mellem de nord- og sydgående spor fjernes, fordi transporten skal krydse hele fra det sydlige spor til det nordlige og herefter bakke hen til nærmeste afkørsel for at kunne komme op af rampen.