Kærester kan snart nøjes med tro og love-erklæring ved grænsen

Justitsministeriet oplyser mandag eftermiddag, at en tro og love-erklæring bliver adgangstegn, hvis kærestepar vil mødes på tværs af grænsen.

Kærestepar, der bor på hver sin side af den danske grænse, kan om et par dage nøjes med en tro- og love-erklæring,  når de skal besøge hinanden.

Det siger justitsminister Nick Hækkerup (S) til flere medier - og justitsministeriets presseafdeling bekræfter overfor TV SYD, at der nu udsendes en ny instruks til politiet.

Den ny melding kommer efter, at blandt andet Radikale Venstre og SF har kritiseret, at man skulle bevise sit kæresteforhold.

- Jeg har så meget tillid til folk, at jeg ikke tror, at der opstår en masse falske kærestepar, sagde SF´s retsordfører, Karina Lorentzen, tidligere mandag til TV SYD.

Hun foreslog i stedet, at man skulle underskrive en tro- og love erklæring. Og det har justitsministeren nu har taget til sig.