Kandidat dropper valgplakater

En spidskandidat hænger ikke valgplakater op i Aabenraa. Han fører valgkamp på de sociale medier i stedet.

I weekenden vil valgplakaterne begynde at dukke op på lygtepælene.

Men vælgerne i Aabenraa kommune får ikke den radikale spidskandidat Poul Olsens ansigt at se på valgplakater.

Han har et reklamebureau, der laver digital markedsføring på især de sociale medier, og det bliver her, han brænder krudtet af op til valget.

Facebook ved, hvor brugerne bor, om de har børn, om de er ældre, hvad de interesserer sig for. Poul Olsen kan ved hjælp af denne viden nøjes med at vise sine politiske reklamebudskaber for folk, som må formodes at være særligt interesserede. Modsat plakater, der henvender sig til alle.

Indtil videre er Poul Olsen og de radikale i Aabenraa nogle af de få, der ikke sætter valgplakater op. Langt de fleste kandidater gør det.

 

 

TV SYD holder det første af vores store vælgermøder i morgen aften på Fanø, og har du lyst til at være blandt publikum og stille spørgsmål til dine politikere, så mød op Nordby Skole.