Kommuner fraråder badning fra flere strande

Et højt antal af bakterier i analyseprøver på Kalvø Strand og Rønshoved Strand får Aabenraa Kommune til at advare mod badning på de to strande. Horsens Kommune fraråder også badning i sø ved Brædstrup.

Der er taget vandprøver med for høje bakterietal fra strandene ved Kalvø og Rønshoved. Det betyder, at Aabenraa Kommune desværre er nødsaget til at fraråde badning på de to strande, og der vil blive sat ”badning frarådes”-skilte op.

Ved Ring Sø tæt på Brædstrup har Horsens Kommune også netop opsat et "Badning frarådes"-skilt. Der er nemlig konstateret blågrønne alger i søen, som derfor ikke er sund at bade i lige nu.

Når der findes overskridelser af bakterietallet, reagerer Aabenraa Kommune så hurtigt som muligt, hvorfor der nu frarådes badning. 

Der bliver løbende foretaget analyser af badevandet i hele Aabenraa Kommune. Når bakterietallet igen er på et niveau, hvor der kan bades, så bliver dette meldt ud.

Ingen af de to strande er blandt de strande, hvor der i Blå Flag-perioden vil blive hejst flag.

Blågrønne alger i Ring Sø

- Lad være med at bade i søen, så længe vi skilter med "Badning frarådes". Hold også din hund fra vandet. Vær altid opmærksom på vandet, uanset hvilket sted du gerne vil bade. Problemet er tilbagevendende, og Horsens Kommune kommer med de samme anbefalinger hvert år, fortæller Kirsten Linå Jensen, som er civilingeniør i natur-afdelingen i Horsens Kommune.

Når vejret er godt, kan der opstå alger i badesøerne. Det er tilfældet lige nu i Ring Sø.
Når vejret er godt, kan der opstå alger i badesøerne. Det er tilfældet lige nu i Ring Sø.
Foto: Horsens Kommune

De blågrønne alger danner giftstoffer, og derfor kan de i værste tilfælde give en forgiftning, hvis man sluger meget af vandet. Det er dog yderst sjældent, at der sker alvorlige forgiftninger af mennesker. Hunde, derimod, drikker ofte af vandet og reagerer derved voldsommere på eventuelle giftstoffer fra algerne. Derfor fraråder kommunen både mennesker og hunde at hoppe i vandet. Algerne kan desuden give hudirritationer og udslæt.