Kun Aabenraa Sygehus skal have statspenge

En række sygehuse i provinsen kan blive de store tabere i kampen om milliardbevillinger de kommende år.

Kun seks byggeprojekter kan se frem til at få grønt lys, når et ekspertpanel om kort tid kommer med sine anbefalinger til regeringen om, hvilke projekter der skal have støtte fra de sidste 15 milliarder kroner af en samlet pulje på 40 milliarder til nye sygehuse.

Det erfarer Berlingske Tidende.

De seks er Hillerød, Bispebjerg, Køge, Gødstrup, Aabenraa og Aalborg.

Til gengæld vil regionerne få afslag på ansøgninger om støtte til otte moderniseringsprojekter i Holbæk, Nykøbing Falster, Slagelse, Esbjerg, Vejle, Horsens, Randers og Århus, selv om hospitaler i de byer også indgår i planerne om at centralisere den akutte behandling på 20 store akutsygehuse.

Dårligere sygehuse

- Det vil være et problem, hvis en række sygehuse ender med at blive væsentligt dårligere og ikke vil have de samme forudsætninger for bl.a. hurtigt at give patienterne den rigtige specialistbehandling, som man vil kunne få på de nye sygehuse, siger formand for Danske Regioner Bent Hansen (S) til Berlingske Tidende.

Han bebuder, at regionerne i stedet vil forsøge at lægge pres på regeringen for at få penge til at modernisere de pågældende hospitaler ved de årlige økonomiforhandlinger.

I forvejen er der givet tilsagn om støtte til bl.a. at opføre to nye universitetshospitaler i Århus og Odense.

- Vi har et ansvar for den samlede økonomi og kan ikke bare udvide puljen til for eksempel 50 milliarder kroner, siger formanden for Folketingets sundhedsudvalg, Preben Rudiengaard (V) til Berlingske Tidende.

- Men vi kan selvfølgelig heller ikke være tjent med, at de resterende sygehus står og forfalder, så vi må se på, hvor meget livremmen kan åbnes ved økonomiforhandlingerne, siger Rudiengaard.