Ung landmand kæmpede sig fra kørestol og ind i grisestald efter ulykke

For otte år siden fik han smadret hele underkroppen. I dag passer han en maskinstation og et landbrug - og er netop blevet indstillet til fornem pris.

Der er stædighed, der er mere stædighed og så er der Anders  Friis Sørensen fra Perbøl ved Bolderslev.

For otte år siden fik han knust underkroppen, da han blev kørt over af en majsnitter på 17 ton.

Nu er den unge landmand indstillet til prisen som 'Årets unge landmand'.

quote

Mit bækken blev knust og en masse indvolde blev vendt op og ned.

Anders Friis Sørensen, landmand

En kammerat havde ikke set, at Anders var gået ud på den mark, han var ved at høste, og Anders blev kørt over af den 17 ton tunge majssnitter.

- Mit bækken blev knust og en masse indvolde blev vendt op og ned, fortæller den 26-årige landmand.

Da ulykken skete, var Anders Friis Sørensen i lære som landmand, og uddannelsen blev naturligvis sparket til hjørne, mens Anders lå på hospitalet. 

I ugevis og derefter måtte han finde sig i at sidde i kørestol i måneder. Grunden til at landmandsdrømmen ikke blev sparket helt ud af stadion, mener den unge landmand selv at kende.

- Jeg synes selv, at jeg er meget stædig. Det har været med til at gøre det her muligt, fortæller han.

Det er fast arbejde at passe grise.
Det er fast arbejde at passe grise.

Med kørestol i stalden

Allerede inden han kunne gå, var han i stalden igen. Han lånte en elektrisk kørestol, så han kunne fortsætte med sin uddannelse, som der på dét tidspunkt var tre år tilbage af. 

Da han var færdig, ville han gerne have sit eget, og med sin egen opsparing, lidt hjælp fra bedstefar og realkredit købte han gården i Perbøl, hvor han nu bor sammen med sin hustru, Heidi.

På fire år er bedriften vokset fra 18 hektar til 240 hektar, og det er kun begyndelsen. Han passer 50 køer og et utal af 30-kilos grise.

- Det er fantastisk at passe grise. At se dem vokse og se, når man gør noget rigtigt, fortæller han.

Årets unge landmand

  • Prisen 'Årets unge landmand' uddeles hvert år på landbrugets delegeretmøde og er blevet uddelt siden 2016.
  • Prisen er indstiftet af Gjensidige Forsikring og LandbrugsAvisen.
  • Formålet med prisen er at sætte fokus på lyspunkter i form af konkrete beretninger om unge landmænd, der med kreativitet, flid og rettidig omhu bryder mønstret og etablerer sig med en bedrift, der peger fremad. 
  • Prisen har derudover til formål at give inspiration til andre unge landmænd. Vinderen af prisen modtager en studietur til en værdi af 30.000 kroner.

Grise passer ikke sig selv

Griseproduktion er arbejdskraftintensivt, som man siger på 'økonom'sk'. På 'landmand'sk' betyder det tidligt op og sent i seng, og det meste af dén tid er man i stalden. Nu er Anders Friis Sørensen nomineret til titlen som årets unge landmand.

- Det betyder rigtigt meget. Jeg vil gerne være med til at inspirere andre unge til måske også at gå ind i faget, siger han.

Selvom Anders' underliv er skruet sammen med metalplader og skruer, har det ikke forhindret ham i at få tre børn, Emma, Milan og Sofie. Og nej, Anders har ikke majs.

Indstillingen

Anders er en af fire indstillede til prisen som 'Årets unge landmand'. I indstillingen hedder det: 

- Jeg indstiller ham, fordi jeg synes, han fortjener respekt. Han er så ung, og han har knoklet sig hele vejen derhen, hvor han er kommet nu. Jeg har ærligt aldrig mødt en person, som knokler så hårdt som ham, og han elsker virkelig sit arbejde.