Lokal mand anholdt og sigtet for væbnet røveri

Et tip fra en borger førte til anholdelsen af en mand, der er sigtet for røveri mod Dagli'Brugsen i Kliplev.

Opdateret 14.23

Torsdag eftermiddag blev en 43-årig mand anholdt af Syd- og Sønderjyllands Politi, som har sigtet manden for væbnet røveri mod Dagli'Brugsen den 16. juli. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse. Ved røveriet truede gerningsmanden personalet med en kniv for at få udleveret penge.

Politiet havde fået et tip om, at den bil, der var efterlyst i forbindelse med røveriet, var set i lokalområdet. Efter at have fundet bilen, lykkedes det politiet at opspore en mand fra lokalområdet, som herefter blev anholdt og sigtet for røveriet. Manden blev i grundlovsforhør kl. 9 i morges varetægtsfængslet i fire uger.

Syd- og Sønderjyllands Politi har oplevet et stærkt engagement fra lokalbefolkningen i forhold til at få sagen opklaret, og det har været en stor hjælp.

Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker fortsat røveriet, da der kan være flere medskyldige.