To lokale ishuse med i opløbet om at blive kåret til Danmarks bedste

'Isvaflen' i Ribe og 'Fru Dax' på Rømø kæmper i disse dage om at blive Danmarks bedste ishus.

Lige nu kæmper ti ishuse om at blive Danmarks bedste ishus.

Med i opløbet er 'Isvaflen' i Ribe og 'Fru Dax' på Rømø. De to ishuse ligger lige nu som henholdsvis nummer et og to i konkurrencen.

Det er hjemmesiden OpdagDanmark, som for andet år arrangerer konkurrencen, hvor iselskende danskere kan stemme på deres favorit-ishus.

På Rømø er de stolte over, at være med i konkurrencen.

- Vi er mega glade - og overraskede - og meget taknemlige over at være med. Nu vil vi selvfølgelig helst vinde, siger Maria Degn Clausen indehaver af ishuset Fru Dax.

Hvis man har lyst til at deltage i konkurrencen, kan man deltage i en SMS-afstemning på OpdagDanmark.

Konkurrencen slutter den 23. april klokken 12.