Mæh - mæh - næh - 350 løse får er nu væk fra hovedvej

Med en politipatrulje som hjælper blev 350 løse får tirsdag formiddag gennet væk fra hovedvejen ved Felsted.

En fåreflok på omkring 350 dyr havde tirsdag formiddag forvildet sig ud  på Sønderborgvej, 2,5 km vest for Felsted ved Aabenraa.

Fårene havde fundet et hul i indhegningen hos fåreavler Erik Faudel i Sdr. Hostrup og var taget på springtur.

Syd- og Sønderjyllands Politi advarede  alle trafikanter i området om de løse får på kørebanen - og meget hurtigt fik en patrulje sammen med tililende hjælpere gennet fårene væk fra hovedvejen og samlet i nærheden.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Heldigvis skete der ingen ulykker, mens fårene var på udflugt -takket være de tililende hjælpere og politiet, siger en glad og lettet fåreavler Erik Faudel til TV SYD.

Hegnet er nu repareret og de mange får atter tilbage i Erik Faudels varetægt.