To mænd får i alt otte års fængsel for indsmugling af kokain og hash

De to mænd blev dømt i henhold til anklageskriftet, og udmålingen af straffen var i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand.

To hollandske statsborgere på 28 og 29 år blev tirsdag ved Retten i Sønderborg hver idømt fire års fængsel samt udvisning for bestandigt for indsmugling af 981 gram kokain og 913 gram hash.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Hændelsen fandt sted den 28. oktober 2019 ved grænseovergangen i Frøslev, hvor de to mænd og deres køretøj blev taget ud til kontrol.

Ved kontrollen fattede myndighederne mistanke til personerne, og ved en efterfølgende undersøgelse, hvor tolderne anvendte narkohunde, blev de ulovlige stoffer fundet gemt i bilen.

Herefter blev de to mænd anholdt og varetægtsfængslet.

Den 28-årige, der var fører af køretøjet, blev desuden dømt for narkokørsel.

Den 28-årige erkendte smugling af hash, men nægtede indsmugling af kokain, mens den 29-årige erkendte indsmuglingen i vidt omfang.